BackPacking With Children: 2012

Balkan rejser - Serbien, Kosovo, Montenegro og Bosnien Herzegovina

Dag 17

Efter noget, der kunne klassificeres som en ok nats søvn, vågnede vi alle omkring 8.30 tiden. Kristian var oppe en smule tidligere, jeg var vågnede, da han stod op, men nægtede at åbne øjnene indtil det var bydende nødvendigt, og Saya sov til ca. kvart i ni. Jeg havde da Saya vågnede tidligere på morgenen, byttet plads med hende så hun kom ind til Kristian i soveværelset og jeg lå i stuen i håb om, at det lidt mørkere rum, kunne få hende til at sove længere – det lykkedes.

Kristian hentede morgenmad, men Saya var til vores store forbløffelse ikke sulten. Vi ræsonnerede, at det nok var fordi hun havde spist et kæmpe måltid mad sent i går aftes lige inden hun skulle sove og da hun jo ikke ligefrem er underernæret, var vi ikke bekymrede.

Vi fik pakket vores ting og begav os ud i Beograd for at kigge os lidt omkring i en times tid eller to inden det var tid til Sayas lur. Vi bor i en anden del af byen fra hvad vi gjorde sidste gang, så alt er nyt her og på en eller anden måde, meget mere storbysagtigt med smarte up market butikker.

Vi spadserede nogle 100 meter op ad gaden, for at se på det, der skulle være den største katolske kirke i Serbien. Den var rigtig nok også meget stor og pæn, men som så mange andre ting på denne her tur, var den under reparation, så indeni var den ikke meget værd at se på. En mindre kirke ved siden af var til gængæld ret fin med flotte malerier indeni.

Efter kirkebesøgene gik vi op gennem byen for at få en ide om, hvor den restaurant, som vores udlejer havde anbefalet os lå til senere brug. Saya begyndte at beklage sig lidt i stolen, så vi lavede pitstop på en cafe, hvor vi fik os noget kaffe og en lækker cheesecake. Vi begav os videre og besluttede, at det nok var ved at være tid til at vende næsen hjemad, så Saya kunne blive puttet. Vi lagde et smut forbi et supermarked for at handle ind til frokost og bedst som vi stod ved køledisken og prøvede at beslutte os for, hvilken pølse og ost, vi ville købe med hjem, begyndte Saya at kaste op i stolen. Når jeg nu siger stolen, så betød det selvfølgelig også udover mig og min ryg osv. Jeg fik i en fart løbet ud af butikken og Kristian fulgte hurtigt efter. Heldigvis lå supermarkedet lige ved siden af lejligheden, så vi var hjemme i løbet af 2 minutter. Saya virkede på dette tidspunkt ok igen – det har sikkert været rart for hende, at få tømt maven og måske komme kvalmen lidt til livs, så vi fik puttet både hende, jeg og stolen i bad. Til information kan jeg fortælle, at opkastet mælk ikke lugter specielt godt! Efter bad blev Saya puttet og det var en træt og temmelig grå lille pige, der hurtigt faldt i søvn krammende en vandflaske. Det var så synd for hende! Skæbnen ville, at hun endte med at sove næsten 4 timer og da hun vågnede, vågnede hun med fornyet kraft og var i et super humør. Vi fik alle lidt brød at spise og begav os ud i verden igen, denne gang med aftensmad i sigte.

Turen til restauranten (som vi ikke havde fundet om formiddagen), kom til at tage lidt længere end forventet, da Kristians GPS ledte os af uransagelige veje, men det var hyggeligt og vi fik set en hel masse af byen. Et af højdepunkterne på turen var, at vi langt om længe fandt en solhat til Saya, da hun jo som bekendt har formået at smide to væk på denne tur. Solhatten var udover at være den type vi ledte efter, faktisk også ret fin – ikke lyserød eller lyseblå, den har ingen Hello Kitty på, Barbie eller des lignende.

Vi fandt efter en del kilometers traven den gade, restauranten skulle ligge på, hvilket viste sig, at være den samme gade, som vi spiste på, da vi først ankom til Beograd for snart 3 uger siden. Restauranten skulle desværre vise sig ikke at være så nem at finde, så efter at have vadet op og ned af den samme gade 3 gange, begyndte vi at synes, at det var pinligt og besluttede os derfor for at tage en vilkårlig restaurant. Da mange af restauranterne på gaden har musikere, der står og spiller traditionel musik, valgte vi en, der ikke havde noget band, så vi kun skulle høre på naborestaurantens musik. 5 minutter efter at vi havde sat os, kom det dog væltende ud med musikere på vores restaurant og naborestauranten på den anden side og det hele resulterede i et lydinferno fra helvede. Det virkede som om, at alle bandsne forsøgte deres ypperligste i at overgå hinanden i både færdigheder og ikke mindst lydniveau. Det blev vildere og vildere og højere og højere alt imens de sendte hinanden onde blikke over gaden. Det der skulle have været en stille og rolig middag, blev lige pludselig til et part timer i noget der i lydniveau næsten overgik en koncert med et tysk punkband jeg engang så (Jannie refererer til de legendariske Einstürzende Neubauten her - K). Det hele blev forstærket af, at Saya besluttede sig for, at have en af hendes alligevel utroligt sjældne (når vi spiser ude) hidsiganfald og bare ikke kunne tales til ro. Parret ved bordet ved siden af os gav os blikke som i ”Hvad er I da nogle forældre at sidde der og drikke vin, mens Jeres barn helt tydeligvis er træt og skal hjem og puttes” Vi følte os som lidt dårlige forældre, da vi halvdøve og stressede forlod restauranten, med en Saya, der i farten havde formået at plukke en ordentlig luns af træets, der stod ved siden af os, blade af.

Velankommet til lejligheden trods alt, spiste vi is alle sammen og Saya blev puttet. Endnu engang var klokken alt for mange før hun faldt i søvn, men det er ved at være for sent at rette op på det nu, da turen næsten er overstået. Vi må tage kampen, når vi kommer hjem.. eller rettere.. jeg må tage kampen, når vi kommer hjem, da Kristian stort set er ikke eksisterende den første uges tid efter hjemkomsten (jeg skal til Helsinki til onsdag med arbejde K)..

Det er med tungsind, når jeg tænker på, at det er vores sidste dag i morgen. Det har virkelig været en skøn tur, og jeg kan med ærlighed sige, at jeg er blevet ret forelsket i denne del af verden, om end ikke folket, der bor her. Jeg er enormt ærgerlig over, at vi ikke har haft mere tid og derfor har måttet haste os igennem og endnu mere ærgerlig over, at vi ikke fik nået at opleve Albanien, men det må jo så blive til en tur senere hen. Kristian og jeg talte under maden om, at det er spændende at tænke, hvordan verden ser ud til den her tid næste år. Meget kan ske på et år.. det er vi i hvert fald et godt eksempel på. En ting er sikkert.. det er i hvert fald ikke sidste gang at vi rejser i Balkanområdet – jeg siger mere end gerne goddag igen til især folket og stemningen i Kosovo, den smukke natur i Montenegro og det hjertevarme og omskiftelige Bosnien-Herzegovenia.

Etiketter: 2012

Dag 15-16

Jeg sidder i Beograd og reminiserer over de sidste to dage. I forgårs, dag 15, var uden tvivl en af de bedre, hvis ikke den bedste på vores tur. Når man snakker om backpacking og rejser på den måde vi gør det på, så er det tit forbundet med at nå noget autentisk, at walk off the beaten path, det har vi i sandheden gjort i dag. Mere om det senere. I går var der i virkeligeheden meget lidt at snakke om, men det kommer vi også til senere

Dag 15 startede knapt så lykkeligt som den endte for mit vedkommende. Om natten var der så høj luftfugtighed, og temperaturen kom ikke under 20 grader på noget tidspunkt, så jeg fik meget lidt søvn. Saya vågnede naturligvis med solen, og Jannie tog hende ind i køkkenet for at få lidt og spise og hygge. Det sker stort set aldrig, det er altid mig der plejer at tage den vagt. Jeg vågnede ved, at de to stod op, men forsøgte desperat at holde verden ude ved at presse mine øjenlåg sammen, dog uden succes. Jeg drak min kaffe, og Jannie fik sagt noget om, at man kan se på mig, at jeg vågnet, når jeg har fået min kaffe. Jannie trissede ned og hentede noget mad, vi så fik spist. Vi bestemt os for at tage ud til tunnel museet, der lå et stykke uden for byen. Turen begav vi os på ved at først en sporvogn. En varm en af slagsen med en Saya, der efterhånden begyndte at kede sig. Vi kom til endestationen, hvor vi tog en tur til museet i taxi. Chaufføren sagde, at det kostede 10 mark at tage turen, hvilket jeg brokkede mig over og ville tage med en anden taxi, men den anden affærdigede mig med samme besked. Der er en særligt plads i helvede for taxichauffører, der systematisk tager røven på turister.

Selve museet var lille, men på trods af dets ringe størrelse, var det meget imponerende og en hård omgang. Først så vi en 20 minutter film, der ikke så meget var en dokumentar som en stemningsoplevelse af, hvordan tunnelen virkede. Der var en passage i filmen, som var en række optagelser af Sarajevo, der bliver beskudt, bombet og står i brand, der gjorde ret stort indtryk, da der var en række bygninger, som vi har set i efterfølgende restaureret udgave. Derud over var der 25 meter af den originale 800 meter tunnel, man kunne gå igennem. 1 meter bred og 1.6 høj blev der transporteret mad, våben, meddelelser og mennesker ud og ind af Sarajevo. Museet var endnu et indblik i hvordan, at verden for ganske kort tid siden havde set helt anderledes ud, en stor oplevelse. Turen gik hjem i naboen til museets gamle ildelugtende bil, der hostede og spruttede. Han forklarede på gebrokkent engelsk hans noget begrænsede engelske vokabularium. ”I love beer” ”I love women” ”I love to sleep”. Vi blev enige om det var nok. Turen hjem i sporvognen var Saya i hopla og mange kæmpede om hendes opmærksomhed. Blandet andet en fyr, der pludseligt begyndte at snakke svensk. Der er mange hernede, der kan sproget eller næsten kan sproget.

Jannie blev enig med sig selv om, at det var min tur til at putte, hvilket jeg gjorde med computeren, hvor jeg ledte efter hotel eller lejlighed i Beograd. Vi ender i lejlighed, der er ca. ligesom den, vi bor i nu, bare lidt dyrere (da den ligger bum i centrum af det hele). Jannie faldt i søvn på sofaen og Saya ved siden af mig. Vi ville bruge eftermiddagen på at tage i badeland, da de havde lovet regn - en regn, der for øvrigt aldrig kom, men vores vært havde inviteret os en tur ud til en bekendt i bjergene. Et tilbud vi ikke kunne sige nej til.

Saya og Jannie vågnede til en gang frokost og lidt hygge i lejligheden. Vi havde aftalt med vores udlejer, at hun skulle komme og hente os omkring 16 tiden. Hun kom først og hentede os ved en 16.45 tiden, som virker systematisk for folk hernede. Aftaler er ikke faste men løse, som er ret forfriskende på en eller anden måde. Hun kom med hendes 1½ år gamle søn Marco, som viste sig at lide af downs syndrom OG har haft noget baby epilepsi, så han var regrederet til starten igen, hvilket betød, at han næsten ingenting kunne. Noget Ana (vores vært) virkede helt afklaret med, selvom hun fortalte, at vejen til hvor hun er nu, har været meget lang og meget hård. Marco var en lille møf, der ikke sagde meget, men som til trods virkede glad og tilfreds. Det var enormt synd, men Ana var død og pine på, at det ikke skulle være synd for ham.

Ana ankom i en stor firehjulstrækker. Med det samme viste det sig, at hun var en meget farverig personlighed (som vi også havde mistanke om, på grund af indretningen af lejligheden), der ved meget om meget og snakker tilsvarende meget. Jannie og Ana fik tydligt et bånd meget hurtigt. Vi kørte ud af byen, da hun ville køre os op i bjergene, hvor det er køligere. Hun har det lidt på samme måde med varme som jeg har.

Efter at have kørt lidt i byen, kørte vi ud af den, og op af en nærliggende bakke. Hurtigt blev asfalten afløst af grusvej og vi var ret meget i ingenmandsland. Vejen var stejl og snæver, men Ana havde ret meget styr på bilen og kørte hurtigt fremad. Vores mål var en hytte, der var bygget tæt på den nærmeste bjergtop. Vi var 1500 meter over vandet, fortalte hun os. Hytten var i virkeligheden et par hytter, men en større er der, hvor vi satte os. Stedet bestod af et lille spisested/bar som fyren, der sætter et glas hjemmelavede saft foran Jannie og en øl foran mig, har bygget for seks år siden. Stedet har fantastisk meget sjæl og hygge, og omgivelserne er helt utroligt smukke. Det er rent og skær natur vi er lige op af. Vi kan se ud over hele Sarajevo derfra, men også langt ud i horisonten, hvor bjerge blive mindre og mindre synlige, på grund af tågen – i horisonten går bjerge og himlen i et.

Der er en and og en hund på stedet. Hunden er hvalp og Saya forelsker sig i den øjeblikkeligt. Hunden er ikke så godt opdraget, så den napper lidt og hopper op af hende. Det udvikler sig til et komplekst forhold ret hurtigt imellem Saya og hund. Saya vil så gerne den og råber af den, men når den kommer tæt på hende, bliver hun bange for den. Det forsætter egentligt hele aftenen. Nogle gange går Saya og jeg ud for at lede efter hunden, fordi hun vil snakke med den.

Efter at have snakket lidt frem og tilbage går Jannie og jeg en lille tur rundt på et sti og en vej der forsætter op af bjerget. De fortæller os at det ender ved et vandfald, men turen tager en time, og vi er allerede ret sent på den. Jeg må indrømme, at det har naget mig lidt, at jeg måske har en gemt trekker gemt i mig. Den lille tur på bjerget fik det understreget. Hvor kunne jeg godt tænke mig at tage på en vandretur rundt i nogle bjerge engang, desværre nok noget jeg har for mig selv, og ikke noget Jannie nødvendigvis vil deltage i. Heldigvis kender jeg et par drenge, der godt kunne dele den interesse med mig.

Da vi kommer tilbage snakker vi videre, mens værten tilbereder et måltid til os, noget som vi har fået før (stegt kylling, oksepølse, en slags feta ost og en slags fløde ost, kålsalat og tomater), men lækkert alligevel (og møg billigt). Ana er et meget spændende menneske, der har oplevet meget i hendes liv, hun har været MD for Olivetti i Bosnien Herzegovina, har arbejdet for en masse nødhjælpsorganisationer, rejst verden tynd, blandt andet krigsramte lande som Afghanistan og deslige. Hun siger selv, at hun har en masse historier, hun ikke bruger til noget. Hendes mand arbejder i Mellemøsten for en elevatorvirksomhed, der kan finansiere et hus, de er ved at bygge. Ana er for resten gravid med barn nummer to. Vi snakker om krigen, og hun mener, at grunden til at nærværet af krigen er så fjernt mere skyldes, at vi er i et område, der generelt aldrig har haft nationalfølelse (på nær under Tito) end at det skyldes ar der er for friske. Hun fortæller at i kampen for at finde ud af, hvad stedet er for et sted, er der ting der for ganske nyligt var en ting nu er en anden. Gadenavne i Sarajevo, der var opkaldt efter Serbere, er blevet opkaldt efter lokale helte i stedet. Ham der skød Franz Ferdinan var før krigen en helt, men da han var Serber, er han nu en teorist. Der er opdelte klasser, noget der aldrig har været tidligere osv osv. Selv en længere diskussion om musik blev det til.

Som par tror jeg, at Jannie og jeg blev lidt forelskede i hende, af mangel på andre ord. Venforelskelse, kan man det? Under alle omstændigheder har vi bestemt os for at holde kontakte med hende.

Det blev lidt sent, da vi kørte hjem, men Saya var i hopla og vi følte os kun lidt som dårlige forældre. Sidste nat i Sarajevo var lidt nemmere at have med at gøre end den forgående.

Dag 16 startede med, at jeg smuttede ned og fik en kop cappuccino på cafeen på den anden side af gaden. Jeg hentede noget morgenbrød, og så gjorde vi os ellers klar til at tage toget fra Sarajevo til Beograd. Alt gik smertefrit, altså lige indtil Saya sked i badet. Jannie siger, at det bliver sjovt engang, (hun synes allerede, at det er hysterisk morsomt, mens hun sidder og retter det her igennem red.) jeg har stadig lidt svært ved at grine af det, men det var nu også mig, der havde lortevand op til albuerne, mens jeg forsøgte at få styr på afløbet. Det endte dog lykkeligt, (kun med et par opkastfornemmelser) og vi kom afsted med toget. Togturen tog 8 timer og 10 minutter. Der er oprigtigt talt ikke meget at fortælle om det, ud over jeg fik læst ca. halvdelen af den bog, jeg ellers kun havde læst et par linjer i på turen. Saya kunne meget bedre klare tog end bus (hun nød det). Vi kørte ind i Kroatien med toget, hvilket ville sige, at vi skulle stemple ud og ind fire gange og vise vores billet lige så mange gange. Vi er nu kommet tilbage til det flade land i Serbien.

Vi har fået en lejlighed, der er kæmpe stor, måske større end vores egen derhjemme, og den er også forholdsvis billig. Ham, der udlejet den til os hentede os på stationen, og han er godt nok en smart i en fart type, der gjorde undertegnede meget træt. Heldigvis skal vi ikke have mere med ham at gøre.

Etiketter: 2012

Dag 14

Dagen i dag kan vel bedst karakteriseres, som en meget stille og rolig og vel nærmest halvdoven dag.

Saya vågnede frisk og frejdig lidt i syv på trods af at være faldet sent i søvn. Kristian forsøgte forgæves at få hende til at sove i en times tid og da det endelig lykkedes, sov hun i ca. 10 min og var derefter vågen igen. Det er lidt af en udfordring for os, at balancere hendes søvnbehov og rutiner med et liv på farten. Hun er desværre ikke et af de børn, der vågner tilsvarende senere, hvis hun bliver lagt sent i seng, hvilket betyder, at vi skal være bedre til og mere opmærksomme på at få puttet hende til normaltid, hvor det er muligt. De sidste dage er hun faldet i søvn ved halv ti-ti tiden, men er alligevel våget tidligt. Hendes middagslur har også ofte været lidt forskudt, hvilket har betydet, at hun ikke er vågnet fra den før langt over middag, som sikkert også er medvirkende til, at hun ikke kan falde i søvn om aftenen. Nu er turen selvfølgelig så småt ved at komme til vejs ende, men det er i hvert fald noget vi må arbejde lidt mere med på næste tur.

Dagen startede altså med et meget vågent barn tidligt og da det blev tid til morgenmad, var det mig, der stod for at hente. Da vi har lige udenfor hoveddøren, behøvede turen ikke at være lang. Jeg fik købt frisk frugt på markedet, yoghurt, ost og pølse i supermarkedet og friskt virkeligt lækkert brød og kager i bageren. Oh fryd! Hvad jeg dog ikke ville gøre for at kunne gøre det hver morgen – bare hyggen i at skulle vælge mellem alt det lækre frugt, der lige er blevet bragt ind til markedet og det at grine lidt og sludre med de lokale sælgere slår alt!

Efter morgenmaden tog vi os god tid og da klokken var ved at være lidt op ad formiddagen, besluttede vi os for, at vi ikke ville så langt væk, da målet var at få Saya puttet i ordentlig tid.

Dagens første tur gik på gåben til togstationen for at sikre os mht billetter og togtider til toget til Beograd på tirsdag. Morgenen var varm og ikke en vind rørte sig, så vi var forholdsvis svedige da vi ankom. Her stødte vi ind i et par fra Holland, som vi havde mødt tidligere i Mostar. Et lidt pudsigt, men rart par bestående af en indisk far, hollandsk mor og deres to teenage børn. De ligner på ingen måde nogle som har rejst rundt i hele Balkan området, hvilket de har, men de var rare og vi fandt ud af, at de også skal til Sarajevo på tirsdag, så mon ikke vi ser dem der igen?

På vej tilbage til lejligheden kom vi forbi et stormagasin, som havde et springvand udenfor. Naturligvis blev Saya straks mod dette og vi endte med at tage alt tøjet af hende, så hun kunne pjaske i vandet, som var af den slags, der skød op af jorden i stråler. I starten var hun lidt tilbageholdende og ikke særligt tryg ved vandet, men da hun fik lokket både Kristian og jeg med til at putte fødderne ind i strålerne og dermed fandt ud af, at det ikke var farligt, var hun fyr og flamme. Hun løb rundt og hvinede af fryd i en halv time! Helt fantastisk! Så fantastisk, at vi blev enige om, at vi må se til at komme når noget vand – om det så betyder en tur i badeland med hende i morgen. Hele seancen sluttede dog lidt ærgeligt, da hun faldt og slog baghovedet ned i fliserne og dermed reddede sig en kæmpe bule. Mit stakkels moderhjerte blødte! Det var så ærgeligt, at hele den skønne oplevelse skulle blive ødelagt for hende med den afslutning.

Vi drog tilbage til lejligheden og da klokken nu nærmede sig et, betød det, at det blev sent inden hun blev puttet igen. Dette betød, at hun først vågnede ved halv fire tiden og det var for sent, at tage ud til Tunnels of life, som vi ellers havde planlagt. Vi må gøre det i morgen formiddag i stedet. Da klokken var mange, spiste vi lidt frokost i lejligheden af de rester, der var tilbage fra morgenmaden og begav os herfra ud i byen med retning mod en restaurant, som vi havde læst skulle være god.

Restauranten var et mikrobryggeri/restaurant og var virkelig ret fin. Maden var ikke spektakulær, men lækker nok og øllene som kom i helt op til en liter, smagte ritgigt godt – så godt, at Kristian nåede at drikke hvad der svarede til næsten halvanden liter selv!

Vi begav os hjemad, for at få puttet Saya tidligt (hvilket synes at have været teamaet for i dag), men endte med at have et lille ”incident”, da vi kom hjem. Saya og jeg gik op i lejligheden, mens Kristian smuttede over vejen for at købe et par øl, men da han ikke var kommet tilbage et kvarters tid senere, begyndte jeg at undre mig. Umiddelbart tænkte jeg, at han var gået lidt længere væk for at finde øl, da det lokale supermarked var søndagslukket, mens en anden tanke slog mig om dørklokken måske ikke virkede. Saya og jeg gik derfor ned til hoveddøren, hvor vi fandt en temmelig vred Kristian, som åbenbart havde stået og råbt, ringet på og ringet på min telefon, som lå i den taske han havde med sig, i et kvarter. Ind kom han da til sidst, om end stemningen var lidt stram i lidt efterfølgende. Alt taget i betragtning klarer vi det nu fint, når man tænker, at vi tilbringer døgnets 24 timer sammen!

Saya blev puttet, men kunne slevfølgelig ikke falde i søvn og det er nu ikke mere end en halv time siden, at det endelig lykkedes for hende. (kl. 22.30)

Kristian er også gået i seng nu og jeg burde vel egentlig også, men først efter et par tilføjelser. Jeg har helt glemt at nævne, hvor meget jeg elsker deres høstakke i denne del af verden. De ligner mest af alt nogle små trolde – sådan lidt mumitrolde måske eller babapjuske til dem af Jer, der har børn og ved hvad jeg taler om. De er så enormt hyggelige og gør mig i godt humør, hver gang jeg ser en.

En anden ting er, at mit gamle rejsehjerte frydes, når jeg læser Kristians blog fra i går. At han for alvor er begyndt at få blod på tanden hvad angår rejselivet er jo sød musik i mine ører! H.C. Andersen havde helt og aldeles ret, da han sagde at rejse er at leve, og det her med kun at have 2-3 uger er lidt hårdt og slet ikke nok. Man når jo kun lige at få en lille bitte bid af kagen. Jeg længes tilbage til de dage hvor jeg ikke havde fast arbejde og kunne være af sted i minimum 1.5 måned. Selv de 7 måneder i Indien var slet ikke nok, og nu da Saya er med, kræver det mere tid hvert enkelt sted, for at hun også kan følge med og ikke blive for forvirret og stresset. Så altså, mit rejsehjerte og mine urolige fødder lapper Kristians ord i sig, når han siger, at han faktisk godt kunne tænke sig at komme på en længere tur – Jeg tænker Afrika, Albanien, Tibet, Nepal, Syd- og Mellemamerika, Indien, Palæstina, Sydøstasien… mmm! Kristian tænker nok noget helt andet.. måske Island, da der om ikke andet ikke er så varmt.

Vi talte tidliger om i dag, at det kunne være en mulighed, at se på mulighederne for få en rejse sponsoreret, ved f.eks., at lave en rejseblog/guide om det at rejse med børn. Vi aner ikke, hvordan markedet ser ud for det, men det er da værd at undersøge. Jeg blev straks fyr og flamme – hvor kunne det være helt fantastisk, at kunne tage af sted i længere tid – og det skal jo som bekendt helst ske, inden Saya skal i skole, så vi har jo ikke oceaner af tid at løbe på.

Noget helt andet er mine tanker om det at gå fra at rejse solo igennem næsten 10 år til det at rejse sammen med både barn og mand. Det er selvfølgelig skønt at være af sted alle sammen, men det er også til tider en lidt sjov følelse, når man har været vant til at skulle gøre alt på egen hånd. Det at have Saya med gør jo selvfølgelig tingene en del anderledes, da det først og fremmest er hendes behov, der skal tages hensyn til. Hun åbner så mange døre, når det kommer til at møde mennesker og det er helt fantastisk. Omvendt betyder det, at hun skal være tidligt i seng også, at man ikke får mulighed for at se ting om aftenen og have de hyggelige samtaler med andre rejsende, man nu engang ofte har, når man bor på hostels. Vi bor jo som bekendt ikke længere på hostels, og det har både sine fordele og ulemper. At rejse med et andet voksent menneske, som i dette tilfælde er Kristian og før han kom ind i billedet, var Pernille og sidenhen Paul, er også meget anderledes. Der er en masse kompromiser, der skal indgås og med Kristian betyder det især også, som jeg også tror jeg har nævnt tidligere – hr. organiseret møder fru. uorganiseret. Kristian bruger oceaner af tid på at planlægge og sætte sig ind i ting, jeg gør nok ca. det modsatte. Engang imellem, kan det give mig en form for dårlig samvittighed, men omvendt, så er det ikke sådan jeg, og det er sådan han er, og der skal være plads til begge måder. Det positive er jo selvfølgelig tosomheden, at kunne dele alt det smukke med en, at have en at putte sig ind til om aftenen og at føle sig tryg sammen med uanset, hvor man er. Jeg ser tilbage på mit solo rejseliv inden familie med stor glæde og en smule vemod, da det var fantastisk at rejse selv, men det er også fantastisk at kunne dele en af de ting, der er allervigtigst i mit liv med de, der er allervigtigst nu, og jeg ville ikke bytte det for noget i verden.

Etiketter: 2012

Dag 13

Det er aften på 13 dag, jeg sidder i Ana’s køkken i Sarajevo, og klokken er ved at være 9. Endnu en begivenhedsrig dag er ved at lakke mod enden, og endnu et bevis på at Balkan som valg for den her rejse, har været det helt rigtige.

Det er en sjov følelse, det der med at rejse. Vores gamle danske folkdigter påstod at det var at leve. Måske har han ret, jeg kan i hvert fald mærke en bevægelse, og det er væk fra et fint udgangspunkt, men måske mod et bedre resultat. Vi har oplevet mange mennesker og oplevet mange ting igennem vores lille tur, og det har været rigtigt godt. Vi har flere gange været inde på den ydmyghed og venlighed de mennesker, vi møderne herned, udviser. Det kan ikke undgå at få mig til at tænke. For 20 år siden startede en krig hernede, der fik mennesker til at gøre, hvad de gør i krig, og som Jannie så rigtigt skrev i går, så er der nok nogle, der går rundt med noget uforløst, uafklaret og ikke mindst noget samvittighedsnag i forhold til de begivenheder, der tog sted. Når vi hjemme i Danmark ser og oplever krig, så er det min opfattelse, at det oftest er med det filter, der hedder kølig distance (som vi for øvrigt bruger mod ret mange ting, men det er en anden historie). For de ting kommer aldrig til at ske her, synes det at virke som om, sådan vil danskere aldrig opfører sig. For lad os være ærlige her, danskere føler sig generelt lidt bedre end alle andre på den her klode. Vi kan måske forstille os nogle, der er på niveau med os, men sjældent over os. Og det med krig, det var noget der skete for vores bedsteforældres generation, og det var noget der skete ved os, ikke noget vi gjorde.

Når jeg går rundt hernede og oplever de her mennesker, der ikke kun behandler os som gæster, men også føler sig beærede og ydmyge over, at vi vil besøge dem, så har jeg meget svært ved at se, at det er mennesker, der fatter våben eller vil dræbe, hvad der var hans eller nabo broder et øjeblik før. Det er hvad der er sket, og hvis det kan ske her, så har jeg nemt ved at forstille mig, at der skulle nogle få begivenheder til før at lignende begiveheder tog fart på vores breddegrader. Muslimer og kristne er ikke venner hernede, men de snakker sammen. Hvornår har du sidst snakket med en muslim, uden at det har handlet om at købe eller sælge noget til ham eller hende?

Lige nu sidder jeg i Sarajevo, en by der for 18 år siden var på randen af udryddelse. Ratko Mladic skulle havde sagt under belejringen af byen ”Shoot at slow intervals until I order you to stop. Shell them until they can’t sleep, don’t stop until they are on the edge of madness.” Skræmmende og uhyggelige ord fra et ekko, der skal høre fortiden til. Jeg siger naturligvis ikke, at vi er på randen af krig derhjemme, men jeg tænker at vi måske bør være mere ærbødige i vores tilgang til krig. Både dem der er i gang (mellemøsten anyone?) Og dem der har været. Jannie har flere gange fortalt, at hun godt kan lide at rejse i lande, der lapper sig efter krig, fx Palæstina. Grunden til, at hun har det sådan, er måske lidt svær at forstå, men nu jeg selv sidder i det, så er jeg helt med på, hvad hun siger. Der er nogle meget vigtige lektioner at lære for os ganske almindelige 9-17 kontormennesker, hvis andre højdepunkter kan være en tur i byen med drengene eller en god middag med venner. For mit vedkommende handler det om ydmyghed og forståelse. Taxichaufføren, der snød os for 3 euro i dag, var der, han var der faktisk i Sarajevo da det skete. Lige pludseligt kommer perspektivet ind i billedet, og de der 3 euro er latterligt ligegyldige.

Jeg kom lidt af sporet ifht, begivenhederne, der sker hernede, men jeg tænker, at den her blog er lige så meget til os selv som en slags dagbog, som det er til jer folk, der læser det derude. De her tanker rammer mig hernede, så derfor syntes jeg, det er vigtigt, at Kristian om 10 eller måske 20 år kan huske hvordan, det var at rejse rundt hernede, den første tur Jannie og jeg lavede som mand og kone.

Nå men altså, i dag skulle vi forlade Mostar til fordel for Sarajevo. Vi havde bestemt os for at tage et tog, så vi skulle ret tidligt op. Dagen kom værtens kone og søn (der var lige under ½ år yngre end Saya) – og de bød os både på mad og drikke. Desværre måtte vi melde afbud, noget vi har fortrudt efterfølgende, fordi de var så flinke ved os. Vi har dog lovet, at Saya må gifte sig med deres søn Davin (mener vi) – da de både begge kan lide sten, kager og bamser. Vækkeuret var urimeligt tidligt i gang, på trods af at jeg var tidligt i seng i går aftes. Vi er efterhånden ret habile til at pakke vores sager sammen hurtigt, og vi kom også først op en halv time senere end planlagt, men vi fik alligevel både spist morgenmad i gården og kom afsted i god tid.

Vores vært gav os gaver, en Peter Plys med en elektrisk motor i og en guidebog til Herzegovina. Sprogbarieren var der i mellem os, men han gjorde det forståeligt, at han godt kunne se, at den larmede ret meget den plysbjørn, til stor fælles latter. Vi har været meget rørte over den gæstfrihed og de åbne arme, de har mødt os med på den Pension i Mostar. Vi lovede dem, at vi kom tilbage og at anbefale den til alle, der kommer på de breddegrader. Så her kommer den, den første anbefaling til dem, skulle du nogensinde overveje at tage til Mostar, så tag på Pension Anja (www.booking.com/Pansion-Anja) – det er et rigtigt fint sted, det er ikke et fem stjernet hotel, der er ikke roomservice, der er ikke minibar på værelset, men de behandler dig ikke som en kunde, men derimod som personlig gæst og en god ven og gør alt for, at du får en god oplevelse.

Vi gik ind for at købe billet, 20 BiH (Bosnien Herzegvinske) mark sammenlagt. VI kom et par Amerikanske turister til undsætning og lod dem bytte en 20 Euro til 40 mark, så de kunne købe deres billet i tide. Det efterlod os med en 50 mark seddel (ca 180 kr), vi så skulle købe billet for. Det viste sig så, at den var falsk! Jeg har aldrig haft falske penge i mellem hænderne før, og det var en meget mystisk oplevelse. Den ligger i min pung, og er rigtig falsk (man kan også mærke det på den og se det) – og jeg føler, at jeg begår en forbrydelse ved at have den. Efter at lånt en 20 mark seddel af amerikanerne fik vi købt vores billetter, og jeg smuttede ud og fik vekslet euroen, så vi kunne give dem pengene tilbage. Jannie snakkede med en lidt sær australsk pige og en dansk serbisk pige, mens jeg var ude og bytte pengene.

Toget var fuldstændigt ligesom dem i Polen. Altså, det er ligesom et af de gamle kupe intercitytog, vi kendte fra før IC3 tiden, bare en del mere slidte. Vi delte kupe med en gammel herre, der vist ikke helt var super begejstret for en småtræt Saya, der havde en god håndfuld humørsvingninger. Turen fra Mostar til Sarajevo fik mig til at tænke på den munk, vi snakkede med på det kloster udenfor Novi Pazar. Han sagde, at området Yugoslavien var af mange blevet kaldt noget af det smukkest i verden. Dengang slog min naturlige danske jantelov til og tænkte, at han ikke skal komme her og tro alt muligt prætentiøst. Turen i dag er endnu en understregning af, at hans udtagelse ikke var trukket ud af ingenting. En tur langs en flod, i et frodigt bjerglandskab med klippede bjergtinder og en salgs idyl og balance man oplever steder, hvor naturen fylder det hele omkring en. Turen var hurtigt overstået, og de sidste 45 min brugte Saya på at sove. Det efterlod os med en træt pige, der ikke var til så meget ballade, da vi tog afsted fra banegården. Vi tog en taxi, der snød os for 3 euro (se ovenfor) indtil vi kom til lejligheden vi havde booket igennem airbnb. Vi fik en kop juice, inden rengøringsdamen var færdig med stedet, og endnu engang har airbnb gjort os en stor tjeneste. Lejligheden ligger måske 2 km fra centrum, men den er fint stor og har alt det, vi skal bruge, og den koster halvdelen af, hvad et hotel i nærheden ville koste. Desuden er vi placeret i et helt normalt kvarter, med et marked et stenkast herfra. Alt i alt et meget tilfredsstillende sted.

Saya var træt, så efter at have bøfflet lidt rundt, fik vi langt hende ned for at sove igen, og vi blev alle ramt af træthed. Jeg fik dog ikke lukket et øje, da der var en eller anden dørsælger eller sådan noget, der blev ved med at ringe på døren, og vækkede mig helt. Jeg satte mig for at arbejde lidt, men da det var tid til at ændre password, fik jeg nosset så meget i den proces, at jeg fik logget mig ud af arbejdsnetværket, og jeg skal bruge en system administrator for at få lukket min konto op igen. Så meget for det, så må jeg jo bare holde fri den sidste uge af min ferie.

Jeg brugte resten af tiden inden pigerne vågnede på nettet. For det første ledte jeg efter et sted, vi kunne bo i

Beograd på airbnb. Nu da vi har været der, ved vi hvor skal lede henne, og der var et par fine steder. Jeg fik læst lidt op på Sarajevo, og det ser ud til at der vist er en del steder at besøge her. Desuden fik jeg styr på billederne, vi har taget. Det tog lidt tid, men nu er jeg i gang med at upload det hele til picassa (en internet tjeneste, der kan holde styr på billeder).

Da pigerne vågnede, bestemte vi os for så hurtigt som muligt at tage ud af døren, da klokken alligevel var lidt ud på eftermiddagen. Der gik en bus tæt på hvor vi bor, som vi i andet forsøg kom på i den rigtige retning. VI fandt hurtigt ud af, at Sarajevo er en storby, som så mange andre storbyer er rundt om i verden. Vi begyndte pludseligt at se lidt småbeskidte ud ifht til alle de pæne mennesker, vi så i byen. Vi ledte efter et sted at spise frokost, og på den måde som kun vi kan gå rundt om os selv, endte vi på et småkedeligt dyrt grill sted. Efter at have spist gik vi ned til floden, hvor vi tullerede lidt videre rundt og fandt en lille park. I parken var der en mand med et tog for børn, som Saya og jeg prøvede og det med stor fryd for Saya, hun elskede den tur. Efter det gik vi hen til den bro Franz Ferdinan blev skudt på og første verdenskrig derned startede og videre ind i den gamle bydel. Bydelen er ret stor og er rigtigt minded for turisme. Vi gik nødvilligt rundt for at lære stedet at kende, jeg tror ikke at det bliver vores fortrukne del af byen.

Vi bestemte os for at finde et sted at spise aftensmad, og efter lidt gåen frem og tilbage, bestemte vi os for at finde et sted tæt på hjemme, da Saya var lidt mærket af, at vi havde tilbragt dagen på farten, og vi ville derfor ikke kaste os ud i store gastronomiske oplevelser. Vi gik hjemad, og to km bliver langt, når man allerede er træt og udkørt. Vi fandt et sted, vi vurderede, kunne klare det, vi havde behov for. Vi bestilt to salater og en gang pommes frites. Vi opdagede, at der var en del restauranter efterfølgende, der burde havde klaret vores behov. Det ser vi så til i morgen. Vi købte en vin og et par øl i den lokale købmand og gik op og spiste, hvad viste sig at være det næst sørgeligste måltid (efter en gang meget kedeligt mad i Novi Pazar) på hele turen. Det var ikke dårligt, bare kedeligt. Efter det kedelige måltid fik vi alle et bad, vi satte engang vasktøj over og Saya blev lagt i seng. Jeg sidder nu og skriver disse ord til dig, og drikker en øl, mens Jannie læser Murakami og drikker noget vin. I morgen glæder jeg mig til at få en på opleveren i Sarajevo.

Mens jeg sad og kiggede lejlighed i Beograd og rodede lidt på nettet, læste jeg om en mand, der havde været på farten i 23 år. http://www.bbc.co.uk/news/magazine-18910560 Jeg misunder ham ikke, men jeg kan godt mærke, at det ville være rigtigt fedt, hvis jeg kunne tage pigerne med på en rigtig lang tur rundt i verden, et par måneder eller fem, seks stykker. Vi skal have lige have en stor pose penge, så kan vi gøre det.

Etiketter: 2012

Dag 12

EDIT - Billederne begynder at kommer op - i kan se dem her: http://goo.gl/QGa1q Kristian

Så dag 12 er ved at komme til vejs ende. Den slutter nogenlunde hvor den startede, og hvor de sidste par dage har sluttet, nemlig på terrassen med en kold øl og udsigt over byens tage og de to minareter, som sikkert begynder aftenbønnen om lidt.

I morgen er vi på vej igen og vi er begge klar. Dagene her har været gode og roen tiltrængt, men nu kalder vejen igen og Sarajevo glæder vi os til.

Dagen startede stille og roligt med Saya, der var vågen allerede ved 7 tiden på trods af en nat med en masse opvågninger, drømme og afbrudt søvn. Vi lå alle og hyggede i sengen i lidt tid indtil vi så småt begyndte at få lidt liv i kroppen igen. Jeg nød solen på terrassen i lidt tid, mens Kristian og Saya holdt sig lidt i skyggen lige indenfor døren.

Morgenmaden blev igen serveret for os uden, at vi betalte for det og vi aftalte ved samme anledning med vores værter, at vi tjekker ud i morgen tidlig. Som de fantastiske værter de er, tilbød de os, at give os et lift til togstationen i morgen tidlig, hvilket vi takkede pænt imod. Servicen her på pensionen har virkelig været enestående, så enestående, at vi blev enige om, at vi ville give værtsparret en lille gave som tak for deres utrolige venlighed og hjælpsomhed. Vi endte med at give dem en flaske vin, som et lille token – nu håber vi bare, at de ikke er muslimer og at de kan lide vin generelt!

Efter morgenmaden tog vi vores tid med at blive klar og var derfor ikke ude af døren før efter 10. Vi var enige om, at det har været utroligt tiltrængt at kunne tage os tid og slappe af uden at have dårlig samvittighed over ikke at rende rundt alle vegne.

Vi ville gentlig have været ude og se et af museerne, men endte i stedet med at tulre lidt rundt i byen i en times tid, få hævet nogle penge og finde en solhat til Saya, som for er mere sjælden en køn, men det er bedre end ingenting. Vi fik os en lang snak med to kvinder, der hvor vi vekslede penge om børn. Som så mange andre steder, virkede de først en smule lukkede og behandlede os som det vi nu engang er – turister, men på en eller måde faldt snakken på Saya og så var der ingen grænser for sludren og de store smil. De var begge utroligt venlige og efter et kvarter, måtte vi næsten undskyldende sige, at vi blev nødt til videre i teksten, da det var ved at være Sayas puttetid.

Vi kom tilbage til hotellet og fik Saya puttet med møje og besvær, da hun i dag syntes, at det var meget mere spændende at snakke og møfle, end at sove. Efter en tre kvarter lykkedes det hende dog at finde ro og hun faldt i søvn. Jeg var egentlig også ret træt allerede fra morgenstunden, så jeg besluttede mig at lægge mig med hende. Lidt søvn, for ikke at sige stort set ingen søvn blev dog tid, da hun moslede i et væk og hostede af og til, så efter en rum tid, var det en godt og grundigt frustreret mor, det med en hidsig bemærkning lagde sig ind i det andet rum i et desperat forsøg på at få lidt ro. Skæbnen ville dog at lilleprutten i det samme øjeblik besluttede sig for også at vågne helt op til morens endnu større frustration. Kristian var dog en englemand som altid og kunne godt lure hidsigheden og i et af de smukke tilfælde af totalt overblik over situationen, formåede han at præstere den ypperste form for skadesreduktion og tog Saya med ned i gården i 20 min, så jeg fik tid til at komme mig over mit hidsiganfald og derfor kunne møde verden med et smil igen.

På trods af manglende middagslur og en stædig træthed i hvert fald hos nogle af os (Saya var i et fortræffeligt humør), begav vi os igen ud i byen. Målet var denne gang frokost og at finde Sayas kjole, som vi havde glemt på restauranten i går, samt at finde noget sommertøj til mig, da jeg har fået pakket dumt til denne tur med ikke nok tynde kjoler, samt et par solbriller til Kristian, da Saya har formået at destruere endnu et par.

Vi fandt restauranten, vi spiste på i går for at få Sayas kjole, men til vores (især min, da jeg hader at miste ting), gik det op for os, at de havde smidt den ud da de ikke troede vi ville komme tilbage!? Rasende indeni måtte jeg bide nogle skældsord eller ti i mig og gå videre med uforrettet sag og en fin kjole til Saya mindre! Grrr!

Efter lidt vaden frem og tilbage fandt vi et sted, hvor vi satte os ned for at få noget frokost. Ligesom vi skulle til at bestille måtte vi sande, at de ikke solgte alkohol på restauranten og vi skyndte os videre, da frokost uden kold vin eller øl, var svært at overskue i den på det tidspunkt meget trykkende varme.

Vi gik videre og fandt en anden restaurant som solgte både vin og øl og fik en salat hver. Herefter begav vi os videre uden i byen, hvor det lykkedes os eller rettere mig, at finde et par kjoler. En gammel dame, som bor på gaden på vej til vores hotel og som vi har mødt et par gange ved, at hun har vist en hel del interesse i Saya, stødte vi på igen udenfor kjolebutikken. Hun kunne ikke tale et ord engelsk, men hendes interesse og affektion for Saya (som for øvrigt er et gammelt traditionelt navn her i landet, hvor det staves Saja) var ikke mindre. Hun var temmelig begejstret for at bruge et mildt ord og brugte virkelig lang tid på at forsøge at vindes Sayas tillid og fremprovokere et smil. Det lykkedes næsten også til sidst til både hendes og ikke desto mindre vores store begejstring, da vi føler os en smule flove i mangel af bedre ord, når Saya gang på gang begynder at græde eller på ingen måde vil kendes ved alle de mennesker, som er så begejstrede for hende.

Denne her dame var virkelig så sød og venlig, at det var helt rørende. Som jeg tror jeg har nævnt før, så bliver jeg utroligt ydmyg over den venlighed og åbenhed, alle på vores tur har vist os. Især den måde de møder Saya på er fantastisk – med åbne arme, kys, gaver og smil smil smil! Når man tager i betragtning, at folk i denne by har oplevet ting, som for os virker fuldstændigt surrealistiske, selv med de klare beviser på krig som skudhuller i mure og sønderbombede huse, så synes jeg, at det er utroligt at man kan møde mennesker på den måde. Vi talte en del om det i dag – gad vide, hvor mange her i byen stadig lider efter rædslerne i 92-95, gad vide hvor mange, der blev nødt til at flygte, hvor mange, der har mistet folk de elskede, hvor mange, der har gjort ting, de aldrig ønskede de havde gjort.. og gad vide hvor mange, der har sår, der aldrig heles helt. Hvor meget kan et menneske gå igennem og stadig holde sig oprejst? Hvor meget heler det, at man kan se, at den sønderbombede ruin af en hjemby, man bor i, bliver bygget op på ny og kommer sig efter rædslerne? Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at få en lang og dyb snak med en, der har oplevet det omkring det en dag, ligesom jeg ønskede det samme, da jeg rejste i Israel og Palæstina, men det er et svært emne at starte og kræver i hvert fald mere end nogle få dage et sted og længere bekendtskaber.

Vi begav os efter kjolekøbning og pjat med damen ned for at få noget koldt at drikke på en bar i nærheden. Her stødte vi på et par danske fyre, som vi talte kort med, da de egentligt virkede til, at de ikke var synderligt interesserede i at tale med os. Saya tulrede lidt rundt og mens vi sad der dukkede endnu nogle danskere op. Den hyggelige lille bar var pludselig blevet til en danskerkoloni og vi besluttede, at det var tid til at tage videre op og få noget at spise.

Vi vendte tilbage til restauranten, som vi spiste på den første aften, da den har været det bedste sted vi endnu har spist her i byen. Vi blev da heller ikke skuffede og fik en stor tallerken med traditionelle retter på. Den mindede os lidt om en ”Polish plate” vi fik i Polen og smagte fint. Saya var helt usædvanligt ikke videre interesseret i maden, men mere i de katte, som hang ud omkring vores bord i håb om, at få noget af maden.

Efter endt måltid vendte vi tilbage til hotellet med en plan om at få Saya puttet i ordentlig tid, da vi skal tidligt op i morgen, nærmere bestemt ved 6 tiden for at kunne køre herfra ved 7 tiden og nå vores tog kl 8. Turen til Sarajevo kommer til at føles som en smuttur, da den kun skulle vare 2t45min. Vi satser på at der bliver plads til at kunne røre sig lidt og at turen ikke kommer til at indeholde køresyge og bræk, samt at den bliver virkelig smuk! Vi ser faktisk helt frem til det! Når jeg tænker på, at vi ikke har flere busture tilbage, bliver jeg helt glad indeni! Kristian, som det organisatoriske menneske han er, har sørget for, at vi har en lejlighed stående klar, så alt er som det skal være.

Nu tror jeg, at det snart er på tide at gå til ro – de andre er allerede hoppet i seng for længst, men det er nu også helt rart at sidde og reflektere, skrive, nyde en øl og lige om lidt læse et par kapitler i min bog for mig selv på terrassen inden det er tid til at få noget søvn.

Etiketter: 2012

Dag 11

At tænke sig – vi har været på vejen i 11 dage! I går kunne jeg ikke helt huske hvordan lufthavnen i Beograd så ud, jeg kan huske hvad vi lavede der, men ikke hvordan den ser ud. Vi er i Bosnien Herzegovina, og det er fjerde land på de 11 dage, vi befinder os i. Det er lidt vildt.

Dagen startede ikke med at jeg hentede kaffe, nej, den startede med at Saya græd, så jeg gik ind til hende. Efter at hun havde møflet lidt rundt vågnede hun, så lå vi og så tegnefilm på nettet og hyggede os og legede i et godt stykke tid. Jeg tror den var ca. 7.30 da vi startet. Jannie havde været vågen i nat, og havde ikke kunne sove på grund af myg - og den er god nok, jeg kan mærke det lige nu, at jeg har omtrent 9-11 myggestik i varierende størrelse over hele kroppen. Vi lod hende sove, nu hun da hun havde kæmpet så meget med søvnen i nat.

Da hun vågnede lidt over en time senere, begyndte vi at gøre klar. Saya og Jannie hoppede i bad og jeg kæmpede lidt med noget arbejde. Til vores store overraskelse kom værterne med morgenmad, gratis, hvilket passede perfekt lige der, da vi var dovne og ikke rigtig kunne tage os sammen til at komme ud ad døren og hente noget. Værterne er så flinke og gode på det her sted. Værelsene er ikke toppen af poppen, men ifht. prisen (de allerede har slået godt det, der svarer til en hel dag mere af) så er det helt perfekt.

Vi lod Saya tulre rundt i lang tid, mest fordi hun (og vi) har haft et par lange transport dage bag os, men også fordi vi også gerne ville slappe lidt af. Vi smuttede ud og så på byen ved 10 tiden, mest for at finde et myg-repellent og en solhat til Saya (vi havde tabt den anden i går).

Mostar er en by, der mere eller mindre er blevet totalt genopbygget efter krigen 92-95, men der er stadig meget tydelige tegn på krigen. På vores vej fra vores hotel til den gamle by er der flere forladte og faldefærdige huse, og hvad værre er, flere af husene bærer tydlige ar fra krigen. Skudmærker på bygningerne er ikke få, men mange, rigtig mange. Ligesom vores oplevelse fra Pristina til Plav er det både skræmmende og rørende at se. Vores chauffør I går sagde ”20 years ago, everyone in Yugoslavia were brothers and sisters, intermarriage between different people. And then, madness.” Det er stadig muslimer, katolikker og forskellige folkeslag her i byen, men mere end noget andet sted kan man se den politiske graffiti præge gaden. Det er ikke noget fordømmende, men der er referencer, over det hele til ”red army” og ”1981”. Hvad det betyder, er vi lidt i tvivl om, men en ting er sikkert, det er ikke roser og blomster dem, der har malet billederne, tænker på.

Vi gik lidt rundt i den gamle by, men blev dog hurtigt trætte af det, da den mangel på turister, vi havde oplevet i går, var rigtig meget tilstedeværende i dag. Vi undrede os over, hvad det handlede om, indtil vi gik hen til den store genopførte kirke (navnet kan jeg ikke huske) – hvor vi så en konstant strøm af busser, der spyttede det ene hold turister ud det andet. De gik alle mod den gamle by, og vi skyndte os at komme af vejen. Efter en limonade på en café i varmen trissede vi hjem. Jeg puttede Saya, og det var så hyggeligt, at jeg også fik lagt mig til en lille lur. Jeg vågnede efter 1½ time, helt tilfreds og for først gang i flere dage, følte jeg mig veludviklet. Jeg satte mig ud på altanen til Jannie, der læste bog. Jeg kiggede lidt lejemuligheder i Sarajevo og transport dertil. Vi tager toget i overmorgen kl. 8 om morgen, og ankommer kl. 11 til Sarajevo.

Det giver os mulighed for at være i byen ret tidligt på dagen, i stedet for at skulle halse efter hotellet, vi vil bo på. Der gik en time før prutten vågnede og klokken var først lidt over tre, før vi kom ud af døren. Vi var alle sammen sultne, så vi fandt en lille restaurant på vejen, hvor vi fik döner kebab og en øl. Kebaben mindede lidt om Nørrebro, så det var dejligt. Det regnede en helt masse i løbet af den tid, vi sad på stedet, men holdt op da vi skulle ud. Det fik fjernet den værste lugt, men fordi der bare er så varmt her, blev luftfugtigheden bare sat et trin op. Vi (jeg) havde bestemt os for at finde togstationen, så vi ligesom havde det på plads, så vi ved hvor vi skal hen i overmorgen, når vi skal mod Sarajevo. Turen tog os igennem hele den gamle by, som heldigvis ikke var så overrendt af turister som i formiddages. Til gengæld var det lidt af en prøvelse at gå turen, da stenene var glatte. Vi blev overraskede over, at der faktisk var så meget af bydelen, og at der også var så mange hyggelige kroge og steder, selv om det var i centrum for turister. På den anden af side af den gamle by, var der en almindelig gågade, hvor vi både fandt en (for lille og meget grim) solhat til Saya og fandt en dims, der skulle holde myg væk i nat. Der var der en der havde haft stor glæde af regnvejret, nemlig Saya, der brugte omtrendt 10 minutter på at hoppe i en stor vandpyt, hun frydet sig, og vi lod hende bare gå amok, selvom alt hun stod og var i blev gennemplasket. Det betød at efterfølgende skulle hun låne min ekstra trøje, så Saya gik rundt i en kjole men kæmpe ærmer der stod Radiohead på.

Vi stødte på en del backpackers på den anden side af den gamle bydel og fik da også snakket med et par stykker af dem. Der var et par piger, der havde tomlet sig igennem Yugoslavien og så var der tre Canadier på cykel, der havde rejst rundt i Europa i ni (!) måneder og havde mindst tre måneder i sig endnu. De fortalte de lande, de havde været i, og helt ærligt, jeg kan sgu ikke huske det, men det var mange. De så unge ud, og man kunne også se, at de havde været på vejen i lang tid, men man kunne tydligt høre og føle på dem, at de var ved at få sig en på opleveren for livet.

Efter at have snakket med de folk, gik vi hen til togstationen. Der er ingen tvivl om, at det engang havde været en prægtig og stolt togstation. Den var ikke slidt, den var bare øde. Der var tre steder, man kunne købe billetter, men kun et af dem var åben. VI fik at vide, at en tur til Sarajevo koster 10 Mark (ca. 38 kr.) og man skal gerne være der i god tid.

Efter at have fået det på plads begav vi os hjemad. Klokken var efterhånden 18 og vi ville gerne have, at den lille prut begynder at få hendes søvnrytme på plads igen. Hun har været i strålende humør hele dagen også her ud på aftenen. Da vi havde fået frokost så sent, var vi egentligt ikke særligt sultne. Vi endte med at lade os blive fanget af sådan en, der spurgte om vi ville ind og spise på deres restaurant. Det har vi prøvet en gang tidligere i Beograd og den gang, var det ikke en fantastisk oplevelse. Det samme kunne mildest talt siges, om den mad oplevelse vi fik der – det var dyrt og ikke særligt specielt. Vi bestilte en hel liter vin da det, hvis man skulle over to glas hver, var billigere med en hel. Desværre måtte vi efterlade en halv flaske da vi gik til Jannies store fortrydelse.

Vi begav os hjemad, fordi den lille prut var begyndt at knirke lidt. Det blev dog til en is på vejen, som Saya fik smurt over hele kroppen til hendes egen store glæde.

Vi sidder nu på altanen og får en enkelt øl, inden jeg tror vi tager en tidlig aften.

Etiketter: 2012

Dag 8, 9 og 10

Vi er lige pludselig kommet meget langt bagud med bloggen, da tiden bare er fløjet afsted og vi har tilbagelagt en masse masse kilometer på få dage. Vi forsøger her, at lave en sammenfatning af de sidste 3 dage, for at blive up to date med bloggen.

De sidste tre dage har som sagt mest drejet som om at rejse og tilbagelægge en masse kilometer på kort tid. Det har til dels skyldtes forholdsvis dårlig planlægning, dels at vi har ændret vores planer i sidste øjeblik. Dag 8, som vi tilbragte i Plav, var en stille og rolig dag. Vi have besluttet os for, at dagen ikke skulle indeholde så meget andet end bare at give os selv tid til at nyde naturen og slappe mest muligt af i de pragtfulde omgivelser.

Vi vågnede op til en formidabel udsigt om morgenen fra balkonen, da skyerne hang lavt over søen, og der var helt vindstille. Vi følte os begge utroligt ydmyge og bevægede over, at have mulighed for at vågne op til sådan en morgen – ikke at følelsen af ydmyghed, taknemmelighed og bevægelse har været en fremmed følelse på denne tur, som så mange andre i mit tilfælde. Jeg har sagt det igen og igen, men at rejse for mig er det ypperligste her i livet – at kunne gøre det sammen med min familie gør det kun endnu bedre.

Da strømmen gik aftenen før og strømnedbruddet varede hele natten frem til op på formiddagen, var der umiddelbart lidt krise i morgenkaffesituationen hos Kristian. Bange anelser blev dog gjort til skamme, da tjeneren på hotellet formåede at brygge en kop tyrkisk kaffe til ham på et gasblus. Vi havde det næsten skidt med at bede om morgenmad og specificerede overfor tjeneren, at brød ville være helt fint og rigeligt, men da det gik op for os at alle andre spiste omeletter mm., blev vi enige om, at det nok ikke var første gang, at de oplevede strømsvigt og det fik Kristian til alligevel at bestille en omelet.

Formiddagen blev brugt på legepladsen med Saya og på den meget lange badebro der førte ud i vandet, hvor man til Kristians og især Sayas store begejstring, kunne se masser af fisk i vandet fra.

Efter Sayas lur begav vi os på gåben ind til byen for at kigge lidt rundt og hæve nogle penge. Turen var skøn, selvom vejret var blevet lidt overskyet og blæsende, og tog omkring 45 min. Saya var i stolen og kommenterede ivrigt alle køer, biler, huse mm på vejen. Plav by, var en lille hyggelig by med et par moskeer og nogle barer. Vi tilbragte ikke længe der, tulrede lidt rundt og købte en is, som Saya glædeligt fik smurt ud over hele stolen, sig selv og Kristian.

Da det kom til hjemturen var solen igen brudt frem og eskimoen i Kristian havde det varmt, så han foreslog at tage en taxa tilbage til hotellet. Jeg fik dog med kvindelist eller hvad det nu var, overbevist ham om, at det jo ikke var en særlig lang tur og at det jo egentligt ikke var så varmt, så at gå ville være bedre. Vi besluttede os for at prøve at tage en smutvej, som ledte os ind over markerne i stedet for ad hovedvejen. Man må sige, at vi var kommet en smule på afveje, da grusvejen vi havde fuldt stoppede og vi befandt os ved siden af en ko eller tre og ikke kunne se en videre vej frem, der ikke involverede, at forcere omtrent 3 hegn. Lidt i vildrede stod vi og overvejede vores muligheder, da en meget ældre venlig dame, hvis jord vi sikkert stod på, råbte og gestikulerede til os, at vi bare skulle fortsætte over markerne og hen til lågen, hvor vi kunne komme videre ind på den næste mark. Vi råbte ”hvala!” en masse gange, smilede og vinkede og gjorde alt for at virke taknemmelige og høflige på ”jeg-er-turist,-der-har-dummet-mig,-men-tak-fordi-du hjælper-mig-ud-af-kniben-måden” Inde på den næste mark gentog samme scenarie sig, hvor det denne gang var en flok drenge, der var så venlige at guide os hen til den næste låge over marken. Vi kom tæt på både køer, hunde, ænder mm, før vi langt om længe kunne se en vej ud gennem den sidste låge, der stod mellem os og hotellet. Jeg syntes, at turen havde været fantastisk – Kristian var måske en anelse pinlig berørt, men vi blev enige om, at det havde været sjovt.

Aftensmaden den dag var igen virkelig lækker og bestod af noget hjemmerøget kalvekød for mit vedkommende og noget fyldt svinekød til Kristian. Resten af aftenen, blev tilbragt på værelset med at planlægge den videre tur næste dag og kigge på det enorme uvejr, der udspillede sig over bjergene i den næste dal. Det buldrede, bragede og lynede i et væk gennem mere end to timer. Desværre/heldigvis nåede uvejret aldrig over til os, men vi havde i hvert fald fornøjelsen over at se på et spektakulært lysshow fra vores altan, så længe vi orkede det og gik i seng.

Dag 9

Morgenen var igen virkelig smuk og da strømmen var tilbage betød det, at Kristian kunne få en rigtig espresso (red:en cortado K)for første gang på turen!

Vi fik morgenmad og tilbragte tid med Saya på legepladsen, så hun kunne få brændt noget krudt af inden da lange bustur vi havde foran os. Vi havde bestemt os for, at turen skulle gå til Kotor på vestkysten i Montenegro, hvilket betød, at vi måtte over Podgorica og skifte bus der. Turen fra Plav til Podgorica skulle tage ca 3 timer og den videre færd ca. 2 timer.

En taxa kom og hentede os omkring kl. 11.45 ved hotellet og vores bus skulle have afgang kl. 12.30. Da vi var i god tid ved busstationen, satte vi os på en bar ved siden af og fik en lemonade, som i Montenegro består af vand med helt vildt meget presset citron i. Det er meget forfriskende, meget surt og man får altid en kæmpe bøtte med sukker med til den, når man bestiller. Da vi havde en lang tur i bjergene foran os, gav vi Saya en køresygetablet, så hun kunne klare mosten uden at blive dårlig og samtidig få lidt ro til turen. På de fleste af vores busture på turen, har det passet med, at det har faldet sammen med Sayas middagslur og hun er blevet en virkelig haj til at lægge sig til at sove, så snart hun kommer ind i bussen. Det er ligesom om, at hun ved, at der som regel er en del timer foran hende, hvor hun skal sidde stille, så hun affinder sig med sig og slår sig hurtigt til ro enten ved at sove, eller ved at se tegnefilm, kigge ud af vinduet, læse eller hvad hun nu finder på. Hun har stort set ikke brokket sig en eneste af turene, kun inden vi fandt på at give hende køresygetabletter og hun blev dårlig.

På denne tur, havde vi oppet dosen en smule, hvilket betød at hun sov i tre timer. Om det kun var pillen, der var skyld i det, eller om det også skyldtes generel træthed er ikke til at sige, men det betød i hvert fald, at hun vågnede op på det tidspunkt, som vi havde fået at vide, at vi skulle ankomme til Podgorica… bortset fra at da det tidspunkt faldt, var vi stadig en time fra byen! Dette var især til min store fortrydelse, da jeg på det tidspunkt havde skullet tisse i ca. 1.5 time. Vi vidste jo ikke hvor langt vi var væk fra byen, det eneste vi kunne se, var at vi blev ved med at køre og køre og hvis der er noget, der er frustrerende, så er det at vente på noget, man ikke ved hvornår sker!

Vi ankom endelig til Podgorica efter 4 timer og havde der et hurtigt stop på en halv times tid, hvor vi havde tid til at få lidt mad, dele en øl og strække benene, inden det var videre med den næste bus til Kotor. Vi har erfaret på denne tur, at selv den længste bustur, bliver til at holde ud, hvis den bliver brudt op af bare en halv eller hel time og det var også tilfældet her. Anden strækning på turen, skulle have taget 2 timer, men endte selvfølgelig med at tage lidt længere tid. Da de to timer var passeret og vi stadig kørte rundt et eller andet sted udenfor Kotor, var tålmodigheden ved at være godt og grundigt brugt op. Vejen indtil Kotor, var en lang bilkø som sneglede sig afsted og da vi endelig trådte ud af bussen, var det direkte ind i turisthelvede. Kotor virker som en smuk by, men var bare proppet med turister og turistting, hvilket ødelagde det hele og fik os begge til at tænke, at vi hurtigt skulle videre derfra!

I stedet for at tage en taxi og holde i kø i 100 år til pensionen, hvor vi havde lejet et værelse begyndte vi at gå. Vi fik provianteret lidt i et lokalt supermarked og begav os videre til fods indtil det gik op for os, at pensionen lå ca 4 km væk. Vi fik prajet en taxi, som kørte os det sidste stykke og ankom endelig til hotellet ved 20.00 tiden – meget trætte, men lettede over at være ankommet trods alt. Værelset var lille, men pænt og rent og havde et tekøkken. Værtsparret var utroligt rare og hjælpsomme og eneste minus var den svage, men alligevel insisterende lugt af røg på værelset.

Da vi boede lige ved siden af en bager/pizzaria/grill, hentede vi pizza der og nogle øl i supermarkedet, som lå 30 meter oppe ad gaden. Pizzaen var en oplevelse! Vi havde bestilt med skinke, ost og champignon, hvilket også fik, men i denne pizzas tilfælde var tomatfyldet byttet ud med ketchup som sirligt var blevet sprøjtet over hele pizzaen. Resultatet var – ja, anderledes, men ikke helt dumt trods alt! Efter så mage timer på vejen, kunne det meste spises.

Vi tilbragte resten af aftenen med igen at planlægge vores videre færd, hvor vi kom frem til at tage til Dubrovnik i Kroatien og derefter videre med færgen ud til øen Mljet, for at få den længe ventede sol og strandtid.

Som ikke første gang på turen, holdt denne planlægning til næste morgen, hvor Kristians rationelle hoved, havde grublet over tingene og fundet frem til en anden og bedre løsning.

Dag 10

Kristian vågnede som altid tidligt, og da lejligheden var meget lille, vågnede jeg også. Jeg nægtede dog pure at stå op kvart i syv, så jeg blev stædigt liggende til Kristian gik ud af døren for at sidde på terrassen og Saya dermed også vågnede. Hende og jeg hyggede os lidt i sengen med tegnefilm og putning, indtil vi også besluttede os for at stå op.

Vi kom en til en Kristian, som jo selvfølgelig var i fuld gang med planlægningen og lidt arbejde, der åbenbart ikke kunne vente til han kommer hjem fra ferie! Ja jeg har virkelig den mest pligtopfyldende mand i verden!

Kristian fortalte af han hele morgenen, havde tænkt på, at vores plan vi havde lagt aftenen før, nok alligevel ikke var så god, da vi, hvis vi fulgte den, ville kunne komme til at skulle jage igennem resten af turen. Jeg kunne godt se at han havde ret, men var alligevel temmelig modvilig ved tanken om ændrede planer, da alternativet ville betyde, at vi ingen tid ved stranden ville få, samt vi igen i dag skulle bruge adskillige timer i en bus da turen i stedet skulle gå direkte til Mostar i Hercegovina.

Efter lidt snakken frem og tilbage blev dette dog valget vi traf og vi fik pakket vore ting og begav os mod busstationen. Turen skulle ifølge internettet tage tre timer, men da vi ankom til stationen, var beskeden en helt anden – turen skulle ifølge damen der tage ikke mindre en 6 timer! Dermed var vores plan igen skudt i sænk og vi blev begge temmelig modvillige i desperation over igen at skulle udtænke en mulig rute.

Vi fandt en nærliggende cafe med wifi og undersøgte mulighederne. For at gøre en lang historie kort endte vi med at tage beslutningen om at bruge 220 euro på en taxa fra Kotor til Mostar. Det var mage penge at give ud på en tur, men med alle ting overvejet, var det penge virkeligt godt givet ud. For det første sparede det os mere en to timers rejsetid, for det andet ankom vi langt tidligere end vi ville have gjort, havde vi taget bussen og for det tredje, betød det, at vi nu er der hvor vi vil være og kan slappe af det samme sted de næste tre dage- noget som vi virkelig har brug for, da vi ikke har brugt meget mere en to dage et sted af gangen. Turen var utrolig smuk og tog os langs kysten i Montenegro, op i de frodige bjerge og ind i Hercegovina til at landskab, der mest af alt minder om store bakkede sletter (det var totalt taget ud af en Sergio Leone film, jeg kommeneteret også at jeg forventet at se en Client Eastwood ride os i møde med cowboyhat og hele baduljen, desværre nikket hverken Jannie eller chaufføren genkende til referencen). Desværre, havde vi denne gang ikke formået at få meget køresygepille i Saya, hvilket betød at hun var vågen og lidt urolig det meste af turen. Jeg havde heldigvis taget en pille, men led forfærdeligt undervejs på de snoede bjergveje og den endte med at Kristian efter to timer måtte tage over på bagsædet med Saya, men jeg satte mig om på forsædet.

Vores chauffør var en venlig mand på omkring de 50 og undervejs fortalte han os en hel del om Montenegro, krigen og hans eget liv som selvstændig ehvervsdrivende i et land, hvor turismen er dalet heftigt siden krigen. Den mest interessante episode at berette fra turen var at vi efter et kort pitstop, havde kørt et par hundrede meter, da vores chauffør opdagede at han havde glemt sine solbriller på taget. I letter panik kørte vi tilbage for at lede efter dem, men efter at have vandret op op ned at vejen uden at finde dem, opdagede Kristian dem på taget af bilen, hvor de havde sat sig fast i tagbagagebøjlen! Det var smil og lettelse at se i vores chaufførs øjne – måske mest fordi brillerne efter alt at dømme var et par RayBan og sikkert har kostet en mindre formue selv i Montenegro. Anden ting at berette fra turen, var at Saya kastede op udeover alt på Kristian, da vi praktisk talt var fremme. Vi var 100m fra Pansion Anja, som vi bor på, da hendes lille mave ikke kunne klare mere og der fugte et større rengøringsarbejde efter.

Det bringer os hermed frem til status quo. Vi fik tjekket ind på en dejlig lille pension. Oprindeligt havde vi booket, hvad der viste sig at være et meget lille værelse hvor vi, hvis vi ikke havde opgraderet, havde været nødt til at sove alle tre i samme seng de næste tre dage. I stedet fik vi opgraderet til et værelse, der er dobbelt så stort for ca. 10 euro ekstra per nat. Penge, der er virkeligt godt givet ud, når vi nu skal være her i nogle dage.

Mostar virker som et rigtigt fint lille sted, med en masse at se. Da vi ankom hertil efter 4 timer i taxaen, var det sidst på eftermiddagen, så vi har ikke nået så meget andet en at spise og bare lige lande. Aftensmaden var virkelig lækker og bød bl.a. på turens første fisk. Saya har været i strålende humør og ligger nu og putter trygt i sin egen dobbeltseng. Vi sidder på terrassen og drikke øl med udsigt over byens hustage og to minareter i den milde sommerbrise. Vi er lettede over at være her og stedet har en god energi. I morgen tager vi rundt og kigger lidt på byen og lader dagen stå lidt i Sayas tegn. Resten af turen kommer til at bestå af nogle dage i Sarajevo og afslutning i Beograd. Der er ikke flere busture tilbage, men derimod en kortere og en lang togtur, som vi rent faktisk næsten ser frem til. Først vil vi dog bare byde Mostar og det at være det samme sted i mere en to dage. Nu står den vist også på sengetid, da jeg er sikker på at vi nok skal blive vækket tidligt af lille frøken Saya, som jo har for vane at stå op med solen mere eller mindre.

Dag 7

Ligesom Jannies blog er det her forskudt, når tiden løber, så løber den virkelig.

Vores originale plan om at sejle på Komani floden måtte vi desværre se forsvinde som sand i mellem fingerne i mellem lørdag og søndag. Det så ud til, at en af to færger var aflyst, og vores chance for at fange den anden var vis, der stadig kørte en minibus fra Gjakova til floden klokken fem om morgen. Vores plan, hvis vi ikke kunne få den, var at enten at tage til Peje i Kosovo eller Montenegro for at overnatte en nat på den anden side af grænsen. Dagen efter ville vi tage til kysten i Koratien.

Vi vågnede om morgen efter en nat med kort tids søvn, da vi sad til kl 00.30 og planlagde. Jeg havde købt en mokka dåse for at undgå at skulle ned og bede om min daglige kop kaffe. Det viste sig, at den drik var mere sukker end noget andet, så jeg måtte alligevel trisse ned og hente min kop kaffe. Det passede så meget godt med, at jeg kunne få fat i receptionisten, der kunne ringe og høre om vores Albanienplan kunne fuldføres. Desværre, som vi havde forstillet os, så gik vores plan ikke. Så efter endnu engang nogenlunde morgenmad var det på tide at tage afsked med hotel Sara og Pristina. Vi kørte i taxi til busstationen noget, der kun kom til at koste os lige godt 3 Euro. Vi gik hen for at finde ud af, hvornår den næste til Peja kørte og købe lidt vand. En informationstavle på vejen fortalte os, at der endnu en dag var 38 grader. Da vi havde smidt vores habengut, så vi to backpackere, som vi hurtigt fandt ud af var danskere. Vi fik en lille sludder, hvortil der fra den nærmeste bus kom en fyr ud og spurgte, om vi skulle til Peja, for han kørte om 10 minutter. Det passede jo som fod i hose. Vi snakkede lidt mere med fyrene, der var på en 9 dages tur til Balkan, hvor de var på vej til Skopje(Makedonien) fra Podgorica(Montenegro). De tog sådan en drengetur hvert andet år, hvor de så lidt til verden og efterlod kone og børn derhjemme i København.

På vejen fra Pristina til Peja var vi overraskede over, hvor langt byen blev ved med at strække sig. Der stod en masse huse under opbygning, skeletter af huse, der var uden sjæl. Bjergene var i det fjerne igen, og de så ikke så store ud, som da vi kørte fra Novi Pazar til Pristina. Undervejs blev de dog større og større, og da vi endeligt ankom til Peja, var de giganter der stod roligt og ventede og formede en naturlig grænse mellem Kosovo og Montenegro. På rejsen så vi også en anden slags husskeletter, ikke huse under opbygning, men huse der var ødelagte, nogle helt ned til grunden forsvundet. Der var en lang strækning, hvor det var det eneste tegn på bebyggelse. Så var der mindestene. Der var små og store mindesten, der var helt nye, hvor der var det Albanske flag og blomster, friske blomster. Et sted var der så mange blomster, at man skulle tro, at de der lå der, lige var blevet begravet. Vi var begge enige om, at der var sket noget voldsomt der, nogle steder så det ud til, at husene var sprængt i stumper og stykker. Det var en meget ydmygende oplevelse, som har været det tydeligste eksempel på, at der har været stridigheder i området for kort tid siden. Det var meget tydligt, at såret var så nyt her, at det stadigt var blødende.

Peja virkede som en fin by, da vi ankom. På mange måder var det lidt den samme fornemmelse, som vi efterlod i Pristina- venlige mennesker, lidt den samme rodede arkitektur og en masse varme. Vi fik at vide på stationen, at der kørte en bus videre til Rozaje en time senere, som var vores primære mål. Vi gik over på den anden side af gaden og fik noget at spise på et lille sted. Rigtig lækker mad, til billige penge, sådan lidt kebabkylling som hjemme på Nørrebro. Den her var bare megalækker, ikke der er noget galt med Nørrebro kebab, men det er sådan lidt junkagtigt, det her var mad. Mens vi sad og spise vores mad, så vi et lidt sjovt optrin. Først kørte der nogle hujene forbi med Albanske flag hængende ud af vinduet, derefeter så vi politiet trække en vogn til side, hvor der var noget snak frem og tilbage, noget visen af papirer og generel snak. Der var aldrig en ubehagelig fornemmelse, men alligevel et eller andet magtdemonstrativt fra politiet. Ejeren af spisestedet kom med både mad og drikke til politiet, mens de unge mennesker i bilen, der blev trukket til side så frustrerede ud.

Vi fik købt lidt brød og diverse til turen og gik tilbage til stationen. Vi fandt ud af at bussen kørte helt til Plav, en by vi så, der lå tættere på Podgorico i vores planlægning. Der stod ikke meget om Plav hverken på nettet eller i vores Lonely Planet bog, nogle steder var det meget rosende. Vi bestemt os for at tage dertil, selvom vi allerede havde kørt halvanden time, og der var ca. tre til tre en halv dertil. Vi snakkede kort med et hollandsk par, hvis mål var kysten samme dag, om det så kostede dem en hel dags rejse.. at rejse uden børn gør sådan en planlægning mulig.

Busturen var en ægte autentisk oplevelse i den forstand, at der ikke var et velfungerende aircon i den, som der har været i de andre, vi har kørt i. Det betød, at den første halve time var en oplevelse af sauna, som blev understreget af, at bussen lige skulle have et læs mad og drikkevarer med sig fra en købmand undervejs - en seance der tog ca 10 minutter, hvor vi alle sad og led. Saya var hurtigt blevet iklædt kun sin ble og vi skiftedes til at bruge viften foran hende. Vi fik også snydt ca. en kvart køresygepille i hende, fordi det trods alt var bjergene vi skulle ud i. Jannie spiste også en, hvilket betød, at da vi begyndte at køre i bjergene (efter kort tid), havde jeg to sløve piger i mit nærvær.

Den her køretur var en ægte bjergkøretur. De andre gange havde vi kørt forbi bjergene, nu kørte vi i dem. Turen var en lang tur, mest fordi det var sådan en nedkørt bus og fordi vi sneglede os afsted. Vores hollandske bekendtskaber skulle have været med til Berange, men stod af i Rozage, da der kørte en bus ind, der kørte direkte til Herzerg Novi (Serbisk by ved kysten lige ved Montenegros hjørne mod Serbien). Vi kørte videre og var lidt usikre på, hvor vi endte, da det hele lignede lidt hinanden på vejen og var måske ikke alt sammen så fint. Da vi kørte ind i Plav, kunne vi se med det samme se, at det her var et helt andet sted, der lå en kæmpe sø midt i dalen, hvor husene omgav søen. Det var meget meget smukt og vi var begge forelskede med det samme. Da vi stod af bussen, tog vi på den nærmeste lille kro, da det regnede, meget.

Der var en engelsktalende lokal, der fik arrangeret en taxi til os, og fik arrangeret et værelse på hotellet. Efter at have drukket en øl tog vi taxien til hotellet. Klokken var ca. 17 da vi ankom, vi fik et værelse (til 55 euro, lidt i den dyrere ende) og var bare begge to begejstrede som små børn. Hotellet ligner rigtigt meget det, der var i Twin Peaks. Det er lavet af træ det hele og har lange gange. Vi fik et ret stort værelse med to dobbeltsenge og en altan med udsigt over søen! Vi blev begge enige om, at en dag det her sted, ikke var nok. Da vi gik ned for at spise, fik vi booket til to dage i stedet. Maden var helt fantastisk, jeg fik en bøf (eller mere en halv ko, den var gigantisk) med lækre grøntsager, pommes frites og ris (sjovt nok). Jannie fik en gryderet, der også smagte fantastisk lækkert. Vi fik vores typiske små flasker vin til og Saya fik hendes juice. Montenegrenerne (eller hvad?) viser sig at være lige så venlige og imødekommende som deres brødre fra Kosovo og Serbien. Og de er også lige så forelsket i Saya som alle de andre. Personalet er rigtig søde og gør alt for at hjælpe os.

Efter at have Saya oppe og leje på legepladsen ved hotellet, og taget hende en tur ud på gangbroen ved søen slæber vi hende i seng og efter at have gået rundt om os selv to gange hopper vi også selv i seng.

Etiketter: 2012

Dag 6

Denne dags blog bliver skrevet en dag for sent, da vi desværre ikke nåede det i går pga. krise i turplanlægningen. Jeg håber på, at min til tider lettere glemsomme hjerne alligevel kan hive begivenhederne frem.

Så dagen startede med, at vi som udgangspunkt havde et må om at tage det stille og roligt og bare dalre lidt rundt og få slappet af en masse. Saya vågnede tidligt som sædvanligt – nærmere betegnet ved syvtiden og det på trods af, at hun var kommet sent i seng igen aftenen før. Hun nød godt af, at Kristian havde fundet Peter Pedal på youtube, så den stod på ren afslapning og hygge i en times tid eller to, inden vi begav os ned for at få morgenmad på hotellet. Hun har siden vi tog af sted fablet om, at hun vil se ”abe og elefant”, men da vi ikke har haft den før nu, har hun måtte nøjes med Barbapapa, hvilket også har været ok, men alligevel ikke helt ok. Nu da hun har den med abe og elefant, vil hun hellere se ”biler”, ”Toto” osv osv. Vi vinder nok aldrig!

Morgenmad var ikke det man ligefrem kan kalde spektakulær, men det var ok når man tænker ind at det var inkluderet i prisen på værelset. Som alle de foregående steder, har de en forkærlighed her for omelet, men da det ikke ligefrem er min favorit fra morgenstunden, spurgte vi om det var muligt at få noget andet. Alternativet var en tallerken med små kødpølsepølser, tomater, agurker, marmelade, honning, brød og smør. Det var udmærket.. ikke den store kulinariske oplevelse.

Efter morgenmaden begav vi os ud i varmen med retning det etnologiske museum, som jo havde lukket da vi forsøgte at se det i går. Det var denne gang åbent og pigen, som arbejdede der, blev vældig begejstret over at se os igen og udbrød straks hun så os ” You came back!”

Museet var fint.. det bestod af to huse indrettet efter gamle albanske standarder og præsenterede livet som det var i gamle dage med udstilling af traditionelle klædedragter, våben, møbler og med information om, hvordan man levede livet førhen som albaner, i det der nu er kosovo. Jeg blev vældig begejstret over indretningen af husene – meget meget fine tæpper, senge, sofaer, små borde osv osv! Jeg har fundet endnu mere inspiration til indretning, til når vi får et større sted at bo! Mmm! Jeg ved nu ikke om Kristian på helt samme måde delte min begejstring, men mon ikke det bare kræver lidt tilvænning? Det er jo i princippet ikke så meget anderledes, end det vi har derhjemme nu – bare lidt mere gennemført (læs:lidt mindre af mine ting – K).

Saya var ikke videre imponeret over museet – hun syntes, at det mest interessante var et vindue, hvor man kunne kigge ned på en stol udenfor og hun forsøgte ihærdigt at komme ud gennem dette og ned på denne. Det var desuden en kunst, at holde hende væk fra alle tingene i museet, som jo selvfølgelig ikke måtte berøres og det krævede, at vi var på mærkerne konstant. Vi kunne derfor ånde lidt lettet op da vi forlod museet uden, at skulle betale erstatning for ødelæggelse at en eller anden oldgammel albansk vugge, der kun findes en af i verden, eller hvad det nu kunne være. Vi gav os tid til at Saya kunne tulre lidt i arealerne udenfor museet inden vi igen begav os mod Kosovo museet inden Saya skulle tilbage til hotellet og sove til middag.

Vi ankom til museet, som viste sig at være lukket pga. renovation, noget som vi ikke havde lagt mærke til dagen før. Med uforrettet sag, begav vi os derfor tilbage til hotellet, da Kristian også var tæt på at omkomme varmen, som bød på 38 grader og en høj luftfugtighed.

Da Saya vågnede gik vi igen ud i byen – det blev ret sent før vi fik sat os ned for at spise frokost, men det var lækkert og vi fik vores elskede hvidvin til maden som bestod af hjemmelavet burger, en ceasar salat og en sandwich med kylling til Saya. Maden var god og besøget sluttede af med at tjeneren, som slet ikke kunne stå for Saya ligesom alle andre på turen, gav Saya en is – til stor begejstring for lilledamen.

Vi begav os efter frokosten ud for at se biblioteket, som er berømt for dets temmelig aparte udseende. Biblioteket var som alt andet vi har forsøgt at se i Prishtina, selvfølgelig lukket da vi ankom, men jeg tror nu også, at det der var mest interessant, kunne beskues udefra. Det er rigtigt, at det mildest talt ser lidt anderledes ud. Jeg kan vel bedst beskrive det, som at det ligner, at der er blevet kastet en masse æg ned over taget, så halvdelen at æggeskallen stadig er intakt og at der derefter er blevet viklet ståltråd ud over det hele. Det var ikke pænt.. det var interessant.

Da eskimoen i Kristian virkelig havde det skidt på dette tidspunkt, måtte vi sætte kursen mod en nærliggende cafe, hvor vi endte med at tilbringe en times tid og få toppet vores væskebeholdning op. Ejeren af stedet var rar og tilbød os, at vi kunne leje en af de 5 lejligheder, han ejer, for 30 Euro i stedet for de 50 vi betalte for lejligheden. Vi takkede dog pænt nej, men tog i mod hans businesskort i tilfælde af, at vi skulle komme tilbage en gang og har brug for et sted at overnatte og en guide rundt i byen. Ejeren sad sammen med en anden mand, det meste af tiden vi var på cafeen, og denne viste det sig, kunne heller ikke står for vores lille charmetrold, så han kom med chips og chokolade til hende endnu engang til stor begejstring. Det skulle virkelig ikke undre os, om hun ikke vil spise andet end junk, når vi kommer tilbage efter denne tur. Udover det vi giver hende på de lange busture osv, så bliver hun jo stopfodret af gud og hver mand med usunde ting.

Jeg bliver dog lige rørt hver gang, vi bliver mødt med den ufattelige venlighed vi har mødt hele vejen genne Balkan indtil videre. Som tidligere nævnt, gør det også noget helt specielt, at have Saya med os, da hun kan få selv den stiveste mest mutte person til at bløde op og smile og le.

Efter cafeen var det ved at være tid til aftensmad, så vi fandt en restaurant på hovedgaden, hvor maden var fin, men ikke så fin som indretningen af stedet. Vi sad dog udenfor på terrassen og kiggede på livet, der gik forbi, mens vi spiste.

Vores sidste aften i Prishtina endte med, at vi brugte 2 timer på, at prøve at finde en fremtidig rute, der kan lade sig gøre med de, synes vi, få dage vi allerede har tilbage. Vi ville have været over Nordalbanien med en færge af Komani floden, men det har været stort set umuligt at finde ud af om færgen sejler eller ej, så vi blev nødt til at finde et alternativ til en rute i tilfælde af at den ikke gjorde. Det blev til en hel masse frem og tilbage snak og mulige ruter og enden blev, at hvis ikke vi kunne tage gennem nordalbanien, ville vi tage til Peja i Kosovo for derefter at tage over Rozaje i Montenegro til Podgorica for derefter at fange et tog eller en bus videre til kysten i Kroatien og dermed få mulighed for at komme ud på en af øerne i et par dage og nyde lidt strand og badning. Jeg er personligt superærgelig over at misse Albanien, da det var en af de ting jeg virkelig havde set frem til på turen, men som Kristian så rigtigt pointerer, så kan vi jo desværre ikke nå det hele på en gang og Albanien er langt nede, hvis vi også skal nå op igen til Kroatien, over Bosnien og Sarajevo og tilbage til Beograd. Jeg fælder en tåre og bider ærgerligheden i mig og planlægger i mit stille sind hvor sommerferien skal gå til næste år. Hvor jeg dog ærger mig over, at være lønslave med kun 3 ugers sommerferie.. man kan jo ingenting nå og der findes jo intet bedre i denne verden end at rejse!

Nå men lyset blev slukket 00.30, jeg faldt først i søvn en time senere, måske fordi dagen havde været så afslappet. En ting er sikkert.. jeg elsker Kosovo, Prishtina og de folk der bor der.. det er ikke sidste gang jeg kommer dertil!

Etiketter: 2012

Dag 5, rundrejse i vest Balkan

Morgen startede som alle andre morgner. Jeg lister ned i restauranten og beder om en kop kaffe, i dag bad jeg om lidt mælk i den. Kaffen er tyrkisk, så det er nærmest rent kaffe blandet op med varmt vand. Misforstå mig ikke, det smager skam godt. Og det virker. Men måske virker det lige lovligt godt, i hvert var jeg pivfrisk lige efter, jeg havde drukket den.

Vi skulle også være friske i dag, da vi skulle med en bus kl 9 fra stationen mod Pristina. Den her rejse, har vi måske været lidt interesserede i at vide hvordan gik. Kosovo er en ret ny stat, faktisk den nyeste i verden, og der er en del virak omkring staten og forholdet til Serbien (guiden i Beograd er bare et eksempel på den betændte situation). Vi bestemte os for at droppe morgenmaden på hotellet og bare stryge afsted, mest fordi vi (følte), vi var sent på den. Vi kørte i taxi til stationen med et stop forbi banken. På busstationen fik vi købte de mest nødvendige ting, som i vores tilfælde altid viser sig at være alt alt for meget, men hellere for meget end for lidt, som vi begge siger. Ved bussen så vi to par, der ikke var lokale, et par piger vi havde set i Novi Pazar dagen før, og en fyr og en pige vi også mødte ved klostret dagen før.. de lignede alle ”Lonely Planet typer.”

Nu vi snakker om klosteret, vil jeg gerne lige tilføje en lille historie fra dagen før. Munken, der allernådigst gav mig lov til at gå ind i deres utrolig smukke kloster, (hvis du kommer på de kanter, tag op og se stedet, som Jannie skrev i går, der er fredfyldt, åndeligt og en slags balance man kun finder meget få steder i verden) selvom jeg havde shorts og kort ærmer på, og som fortalte, at han havde tilbragt 12 år af sit liv i det kloster, hvor gud var i hans hjerte og han følte en altstedsnærværende lykke, fik luret ud af os, at jeg er halvt eskimo. Dertil spurgte han ”you eat fish you catch out of a hole in the ice?” hvortil jeg svarede positivt, mens vi stod i de der 35 grader. Svaret faldt taktfast og tørt ”then you must be very hungry” – jeg griner af den, mens jeg skriver det nu.

Nå men tilbage til vores bustur, bussen var ikke engang halvt fyldt. Vi var bekymrede for, hvordan Saya ville takle turen, men hun klarede det faktisk ret fint, men mere om det senere. Ligesom vores tur fra Beograd til Novi Pazar bevægede vi os ind i et mere bakket område, og mindre beboet. På et tidspunkt var vi et område, hvor der var så få huse, ja nærmest ingen, og så meget rå natur, at jeg tænkte, at det ikke ville være mærkeligt, hvis jeg så en bjørn komme trissende forbi. Jannie fortalte mig så senere, at der faktisk lever bjørne i det område, så det var ikke usandsynligt. For at gøre en lang historie kort, turen var meget meget smuk, virkeligt et fantastisk område.

Efter at have kørt relativt kort tid, ca en times tid, kom vi til grænsen. Man kunne godt fornemme, at det ikke lige var Danmark-Tyskland grænsen, man kom til, da der lå pigtråd og stod store EU-militærjeeps ved posten. Selve overgangen var lidt ligesom i gamle dage, når man skulle med bus over den Dansk/Tyske grænse. Der kom en paskontrollør ind, der virkede som om alle spildte tiden ved, at hun kiggede på vores pas, hele scenancen tog måske 10 minutter, og så var vi på vejen igen.

Serbiens spøgelse rumsterede dog i et godt stykke tid, efter vi kom ind i Kosovo. Apropos mit referat til flag, så var der lange passager, hvor der på hver lygtepæl og hver elmast, der var langs vejen hang Serbiske flag. Der var nogle, der havde købt en masse reklameplads, hvorpå der var et Serbisk flag og der stod på serbisk og engelsk ”This Is Serbia”

Saya, pigen der ikke er så glad for at køre, var overraskende god i dag, hun var fuld at krudt, da vi tog afsted, og da der så var gået en times tid, begyndte hun at klynke lidt, som gjorde Jannie og jeg ret urolige og så kollapsede hun. Hun lå hos først Jannie, så mig, så Jannie, så mig, og efter en halv times penge, faldt hun i søvn i mine arme, hvor hun så lå og sov i ca 1 time. Da hun vågnede, skulle hun underholdes, så vi kiggede ud af vinduet, hvor vi så både atomkraftværk, kulkraftværker. Før vi vidste af det var vi ankommet til Pristina, en halv time før vi havde forventet det.

Da vi steg ud af bussen skulle vi lige samle os, så gik der lidt tid før vi kom afsted, men da vi gjorde blev vi mødt af en masse smilene mennesker på den første cafe vi så. Nysgerrige og undersøgende blikke og en, der spurgte, hvor vi var fra. Da vi svarede, så han venligt på os og sagde ”welcome to Pristina” Hvor tit oplever man lige det på vores breddegrader, eller i det hele taget? Den venlighed, varme og imødekommenhed har fulgt os resten af dagen. Men mere om det nedenfor.

Vi finder en hæveautomat, får nogle Euro hævet, og finder en Taxi. Manden siger fem Euro til Hotel Sara (som er det sted vi bor på) og vi siger OK. Han prøver at sælge os et andet hotel, der ligger tæt på, men vi har læst godt om det her hotel og går efter det. Vi kører ca. 10 min og er der, han kan ikke knække vores 100 Euro, og vi går ind i receptionen hvor receptionisten lægger pengene ud for os. Vi havde bestilt et dobbeltværelse, men vi blev i stedet enige om, at vi gerne vil have den lejlighed de har. Vi spørger om vi kan opgradere til den, hvortil damen i receptionen siger, at det koster 50 Euro – den pris havde vi regnet med, at vi skulle betale for dobbeltværelset, så vi siger naturligvis ja. Og hvilken lejlighed! to værelser, et bad med jacuzzi, aircon og temoruder, og viste det sig også, lydisoleret. Bliss – absolutely bliss. Derudover har vi kun haft virkelige gode oplevelser med personalet på hotellet, de elsker (som alle andre vi har mødt på vores vej) Saya, men vil også oprigtigt gerne snakke med os og gøre det behageligt for os.

Efter at have tjekket ind, bestemmer vi os for at gå en tur i byen. Vi bor lige op af bazaren, som vi bevæger os ind i. Ligesom Novi Pazars bazar, bare ca 12-15 gange større og uden biler, der køre igennem. Alt muligt hejs og ballade kan købes her, og en masse frugt og grønt. Det virker som, at vandmelonerne bliver større og større jo længere sydpå, vi kommer, og størrelsen på de her, ja det er nærmest pervest. Efter at have gået rundt i lidt tid, så bliver jeg måske lidt (red. Meget) irritabel, fordi der er igen 38 grader i dag, men luftfugtigheden er højere og vinden er lavere, det vil sige, at der er varmt, meget meget varmt. Så varmt at Jannie egentligt også begynder at være lidt berørt over varmen. Vi bestemmer os for at finde noget mad, og vi vil gerne have noget ordentligt ovenpå Novi Pazar frygtlige fravær af anstændigt mad. Efter at have gået lidt rundt bestemmer vi os for at tage den første og den bedste, hvilket senere hen viser sig at være en anbefaling fra bogen. Vi får ikke bare et godt måltid mad der, vi får et fremragende måltid mad. Jeg fik en salat med steg prosciutto og et pocheret æg, Jannie fik en salat med kylling og Saya fik stegte grøntsager med polenta, vi fik en fantastisk kold hvidvin til maden(det kunne have været hvad som helst, det var hvidvin, og det var koldt). Veltilfredse, men stadigt varme (nogle af os) bevægede vi os tilbage til hotellet for at slappe lidt af. Den afslapning blev en lur for nogle af os, og efter 10 min med lukkede øjne, var vi klar til at gå ud i verden igen. Vi gik efter et kulturmuseum, men fandt henvisninger til et Etnologisk museum, hvilket vi gik i mod, og vi nåede lige præcis at komme til lukketid. Vi bestemte os derfor for at gå i mod kulturmuseet, men da vi kom dertil, var der kort tid til deres lukning, Så vi endte i stedet med en alm gåtur. Vi stødte på det samme par, vi havde støt på to gange før og fik en lille sludder med dem. De har åbenbart samme planer som os, med at tage en færge langs Lake Kumani efter at have besøgt Pristina. Vi aftalte at møde med dem senere til et glas vin.

Efter at have snakket med dem, gik vi på en cafe og fik vand, juice og limonade. Passende i varmen, og Saya fik lov til at fjolle lidt rundt mens vi slappede af. Vi var på Moder Terresas boulevard (hun kommer åbenbart fra Pristina) og gik lidt på må og få inden vi skulle spise. Vi fandt dog nogle farver til Saya i et supermarked, som hun er lykkelig for.

Vi fandt en restaurant i Lonely Planet, der hedder Pishat, og grundet dens mærkelige navn (og fordi den blev anbefalet) valgte vi den. Den var også tæt på, hvor vi skulle mødes med det andet par. På Pishat fik vi både fantastisk betjening og fantastisk mad. Forretten bestod af stegte svampe (mest champignon tror vi) og en grydefuld peber og ost. Hovedretten var en platte af kød, som Jannie så rigtigt sagde mindede om en polsk platte. Vi sad og blev helt fortabte i glæden ved at sidde der og bare nyde et godt måltid mad med god betjening langt væk fra dagligdagens forpligtelser – og at vi stadigt har 14 dage endnu at give af!

Vi tog hen for at mødes med det andet par efter middagen, vi drak et glas vin, men de dukket aldrig op, måske vi ser dem i morgen?

Etiketter: 2012

Dag 4, rundrejse i vest Balkan

Først og fremmest så vil jeg lige tilføje lidt til dag 3, inden jeg begiver mig i kast med dagens skildring. I Kristians afsnit i går vedr. affald osv i byer, vil jeg her bare lige gøre opmærksom på, at jeg synes at Kristians diskussion var en smule ensidig, da mine argumenter ikke kom frem. Dette bortset fra, at det blev beskrevet, at jeg synes, at Kristian måske er en smule sart, hvilket jo også er sandt til en hvis grad, men der er jo mere til diskussionen end det. Jeg er dog ikke den, der bærer nag, så jeg vil lade den ligge her, nu da jeg har gjort opmærksom på, at jeg er opmærksom på afsnittets manglende perspektivering til mine synspunkter.

Efter en relativt ok nats søvn.. eller i hvert fald en god nats søvn for nogle i hytten (dem som ikke sov i seng med Saya, og derfor blev vækket 100 gange af en baby, der kravlede på en, klynkede, eller vågnede fordi hun ville have vand – dvs. den mandlige part i gruppen), stod vi alle op ved 8 tiden. Kristian havde tidligt været nede og hente den livsnødvendige kop kaffe som, fordi vi er i en by med et stærkt tyrkisk islæt, lignede mere en kop mudder end en kop kaffe. Da morgenmaden er inkluderet i prisen på hotellet, spiste vi i restauranten her. Det var igen ikke den store kulinariske oplevelse – vi fik osteomelet og brød, som godt nok var det første lune og friske brød, vi har fået på turen. Jeg er personligt ikke pjattet med en stor fed og tung omelet fra morgenstunden, men om ikke andet kunne den holde os kørende en god rum tid.

Planen var at tage ud til et af klostrene, der ligger forholdsvis tæt på Novi Pazar samt at besøge den tyrkiske bazar i byen. Vi skulle desuden finde et turistbureau, for at høre om bustiderne til Pristina i Kosovo, som vi tager til i morgen. Da vi var lidt sløve om at komme ud af døren, nærmede klokken sig ti inden vi begav os ud i varmen. Vores forsøg på at finde et turistbureau viste sig frugtløst efter en rum tid og en masse traven frem og tilbage, da der ganske simpelt ikke findes et i byen. Vi endte til sidst ved et rejsebureau, som lavede de nødvendige opringninger for os og fandt frem til, at der kører en bus kl. ni i morgen tidlig. Informationen fra vores hotel, havde ellers lydt på, at den eneste bus, der kørte var kl. halv seks, hvilket selv Kristian, som er A menneske, syntes var lige tidligt nok. Lettet over denne besked, travede vi tilbage mod den tyrkiske bazar. Målet var at finde et par solbriller til Kristian og en kjole til mig. Brillerne blev fundet relativt hurtigt og kjolen sådan relativt hurtigt.. også set med mandeøjne. Vi betalte helt klart alt for meget begge steder, men sådan er vilkårene nu nok engang.

Efter bazaren var klokken ved at være sovetid for Saya, så vi travede tilbage til hotellet for at putte lillepigen. Hun tog sig en ordentlig skraber på 2.5 time, hvilket betød at vi missede middagssolen, hvilket jeg tror at især Kristian var glad for. Temperaturen var nu ikke lige frem lav, da vi trådte ud i verden igen – nærmere bestemt 38 grader. Ifølge den vejrside, vi havde set på, skulle det i dag have været 21 grader.. de 17 graders forskel kan nok godt mærkes. Samtale om varme, har vi haft en del af her – jeg synes, at det er skønt, at det er så varmt og på trods af de 38 grader, har jeg på ingen måde lidt. Varmen her er meget tør, så det føles på ingen måde slemt for mit vedkommende. Kristian synes sådan ca. det modsatte, selvom han trods alt også siger, at det ville have været værre, hvis varmen havde været fugtig. I skrivende stund er her nok 20 grader og klokken er 22.50. Jeg synes ærligt talt, at det føles lidt småkoldt – Kristian er først begyndt at føle sig rigtig levende og tilpas. Måske er jeg hemmeligt halvt afrikaner og kan derfor klare varmen. Det ville forklare en hel del!

Vi begav os ud for at få frokost og endte på et sted tæt på hotellet. Dagens, viste det sig, anden i dette tilfælde ret tvivlsomme måltid, bestod af den lokale kebab med brød og en burger, der var det samme som kebaben bare i burgerform og med den syltede kål puttet ind i brødet i stedet for at være på tallerknen ved siden af. Måltidet var skidt, så skidt at vi gik et andet sted hen for at få noget andet. Denne gang faldt valget så på pizza, som var ok, men ikke brillant. Nu med maverne fulde af junk food, travede vi tilbage til hotellet, hvor den flinke receptionist med den meget tørre humor bestilte en taxa for os, så vi kunne komme ud og se Sopocani monestary som ligger en halv times kørsel herfra. Klostret er på Unescos liste og har, ifølge den meget flinke munk, der viste os lidt rundt, de bedst bevarede malerier fra 1300 tallet i hele verden. Munken havde desuden en søster, der er gift med en egypter og de havde begge været bosat i Danmark.

Klostret var virkeligt smukt og der var en helt speciel energi på klostergrunden. Da vi ankom, var vi de eneste udover de to munke, vi så. Stilheden var næsten larmende, men på samme tid utrolig højtidlig og bare fredfyldt. Stedet sendte mig i tankerne tilbage til Indien og mit Vipassana meditationsophold, hvor samme fredfyldt og ro kunne findes. Dyrelivet på begge steder var allestedsværende og i perfekt harmoni med de mennesker, der færdedes der. Vi gik rundt ved klostret i en lille times tid – Saya nød at kunne tulre lidt og hev os med her, der og alle vegne. Vi tog herefter taxaen, som havde ventet på os tilbage til byen. Saya kæmpede igen med køreturen, som hun også gjorde på turen derud og i går i bussen. Jeg kan godt lidt frygte for den 3 timers busttur til Pristina i morgen og jeg håber og beder til, at hun ikke bliver dårlig igen.

Vel tilbage i Novi Pazar, blev vi sat af ved hovedgaden 28 Novembar i håb om, at vi der kunne finde et acceptabelt sted at spise, hvor vi også kunne få vin til maden. Det lykkedes ikke! Vi endte med at sidde på en bar og få en flad fadøl – Kristian fik to, i det han mente, at det var meget længe siden, at han havde fået en fadøl, der var så tiltrængt og derfor smagte så godt. Det har ikke været muligt for os at opdrive en restaurant i byen, der sælger hverken vin eller øl til maden – dette bekræftede vores flinke tjener os også i. Ifølge ham findes der kun en restaurant i byen, der sælger alkohol og der findes stort set ingen steder, der sælger ordentligt hjemmelavet og traditionel mad, som ikke er fast food. Alle gode kokke har ifølge ham forladt byen!? En lang snak om affald, grafitti, varme, mad og mennesker blev der også til.

Aftensmaden blev indtaget på et af fast food stederne, da klokken nu var ved at være mange og vil skulle have Saya hjem og sove. Menuen bestod af.. kebab og brød! Vi ser begge umådeligt meget frem til at komme til Pristina i morgen, hvor udvalget af mad skulle være meget større og hvor man bryster sig af, at kvaliteten er høj. Vi glæder os til at få noget, der har noget sundt i sig og til forhåbentligvis, igen at kunne få et glas vin til vores mad. Novi Pazar har været en god oplevelse. Folk her er utroligt venlige, byen er et spændende virvar af arkitektoniske stilarter og kulturer og det hele er omkranset af et helt fantastisk landskab, men maden er virkelig elendig! I morgen er det Kosovo efter en tre timers bustur. Jeg glæder mig!

Etiketter: 2012

Dag 3, rundrejse i vest Balkan

I dag har været rigtig kort og rigtig lang. I dag rejste vifra Beograd til Novi Pazar i syd-Serbien.

Vi vågnede omkring syv tiden efter en meget urolig nat. Dader ingen aircon var i lejligheden, var der nogle af os, der har kølervæske iblodet, der blev nødt til at stå op få frisk luft på terrassen klokken lort inat. Saya faldt også ned af sengen til stor furore i den lille familie. Vi stodop, pakkede og gik til busstationen efter at være stoppet på vejen formorgenmad (KAFFE!). Vi ville have taget en bus, der gik kl 9.45, men endte meden der gik 10.30. Vi endte med at betale det, der ligner 200 kr for os alle trefor en rejse, der nok har været 350 km, ganske imponerende. Bussen var en af ennyere modeller, dog var toilettet aflåst, men der var aircon, til stor glædefor os alle sammen. Den var ret fyldt, men heldigvis ikke proppet, så vi havdehele bagsædet for os selv på hele turen. Billederne nedenfor er fra turen. (Billed1-10)

Jeg kan godt lide at reducere verden til spiselige bider afforståelse. Så jeg kommer med en grov simplificering her. Der findes to slagsdanskere, dem der frygter bjerge, og dem der længes efter dem med det samme deser dem i horisonten. Vi tilhører klart den sidste gruppe og vi er endt ibjergene. Turen på de fem timer i dag tog os fra det lettere kuperede Beogradområde, til det bjergede område vi er i nu og det var en fantastisk smuk tur. Imodsætning til at køre igennem for eksempel Tyskland eller andre vesteuropæiskelande var der ingen motorveje, der luller en i søvn på den her rute. Det varlige igennem hjertelandet af Serbien, og på mange måder fik vi bekræftet det,som der står i alle guidene. Serbien er et meget sammensat land. Fra nord hvor,ja bevares det er varmere, men det minder om noget vi kender. På mange mådermindede det mig om vores polske tur sidste år. Det var de små forskelle, dergjorde den store forskel.

Hvordan markerne er lavet (i Polen var de megetaflange, og der var små patches af kål og krydderurter) til hvordan skovene fårlov til at leve. Der er væsentligt flere majsmarker end derhjemme, men ellersvar andre mangler på forskelle ret slående. Husene var en blanding af hvad jeghar set i Østrig og i Polen i nyere tid. Store kasser der er malet i afskyeligefarver (Lakserød anyone?). Eller store trækasser.

Bjergerne kom ret tidligt i horisonten, og langsomt voksedede op omkring os, med deres skove, der dækkede dem fra deres bakkerod til top.På et tidspunkt kørte vi forbi så stor en bakket skov, at jeg tænkte at Bilboog dværgene gik rundt derinde og var faret vild.

På mange måder kan jeg rigtigt godt lide at rejse langt påveje, man er i en slags overgangsfase hvor tid og tanker får lov til at flyde.Specielt i den tilstand af søvnmangel og alt for meget koffein jeg var i. Enting jeg ikke kunne undgå at tænke over, var hvordan den Serbiske nationalismevar insisterende nærværende og råbene i sit fravær. Flere steder på vejen stodder et par flag ved små mindesten om faldte Serbiske soldater, helt sikkert frakrigen fra omkring årtusindskiftet. Desværre fik jeg ikke set, hvad der stodpræcist på dem. En råbende nationalfølelse der indædt minder om de ar, man kanfinde lige under overfladen fra en krig, der er meget tæt på. Serbien er klartet land der endnu er for tæt på begivenhederne til at kunne forholde sig tildem på en måde, der ikke er meget følelsesmæssigt betonet. Polen var på mangemåder også dybt mærket af de begivenheder, der skete i deres land for kun enmenneskealder siden, men der var dog gået så langt tid, at man kunne forholdesig til de ar der. Gad vide hvordan Serbien forholder sig til skylden og til forulempelsen,når man kan se tilbage på det, uden at føle at være i det.

Fraværet af det serbiske flag i andre sammenhæng end de mindesten mindede migom hvordan, vi bruger enhver lejlighed til at trække vores flag frem, til jul,til fødselsdage, til sportsbegivenheder, til kolonihavehuset og bare til atsætte op i vinduet for at vise at man sgu er Danske her. Nationalismen iDanmark er stå stor, at vi ikke engang forstår at det er mærkeligt at brugeflaget så meget.

Turen endte på fem timer, uden alt for store problemer, jaaltså ud over at Saya brækkede sig ud over Jannie. I de fem timer, så vi ikkekun et hav af gravkøer og bygningsprojekter (det er tydligt at den Serbiskeøkonomi er en vækstøkonomi), vi så heller ikke kun bjergene, der omfavnede os,heller ikke en totalt nedslidt togbane, der fulgte os on and off, nej vi (ellerjeg) lagde mærke til at prisen på vandmeloner, dalede fra omkring 500 dinarerpr kilo til de 200, de ligger på her vi er nu. Vi er med andre ord kommet tilet sted hvor pengene er lidt mere tight. Efter at være ankommet tilbusstationen hoppede vi på en taxi, der kørte os til det hotel, vi sidder pånu. Vi tjekkede ind, og allerede i lobbyen blev vi mindet om, at vi er i enmeget tyrkisk del af Serbien. Der drønede tyrkisk folkemusik for fulde hammerud fra et eller andet sted indeni bygningen. Og apropos flag, så stod der ettyrkisk flag med stolthed bag manden, der sørgede for at vi fik vores værelse.

Et hotelværelse er et hotelværelse er et hotelværelse. Detkan siges om det, vi sidder på nu. Det eneste man lige umiddelbart lægger mærketil er, at der måske lige er gået et år for meget siden det sidst er blevet renoveret. Der er heller ikke aircon her, men det er OK, vi er i bjergene, sånætterne er kølige.

Efter at have brugt en halv time på at smide alt vorestasker havde af indhold ud over det hele og lige for et hurtigt skyl, så gik vien lille tur i byen. Det er nu at grundlaget for en meningsudveksling, som gørJannie og jeg forskellige, opstod. Jeg har det lidt stramt med byer, der her etproblem med at gøre noget ved deres affaldsproblem og byboere, der er ligeglademed det og bare kaster det på må og få (ja – jeg har det sgu også lidt stramtmed København, hvorfor fanden kan vi ikke være lidt mere som vores naboer pådet anden side af sundet, de behandler sgu deres by flot). Grunden til at jeghar det sådan er på grund af Rom. Italienerne er sgu nogle svin, og ikke kunkaster de om sig med affald, de behandler deres, eller lad mig korrigere, voreskulturarv på en skæmmende måde. Jeg husker stadigt den rædsel, jeg oplevedeefter, at jeg opdagede, at de har neglet gitter fast i Colosseums murer.Skændsel! Novi Pazar er en meget sammensat by, hvad gælder både indbyggere ogarkitekturen. Det har jeg det egentligt OK med - en blanding af betonkommunismeog Mellemøsten har sin charme (selvom det er nogle til tider meget grimmebygninger, der repræsenterer begge arkitektoniske stilarter). Men det er ogsåen meget rodet by, og på visse steder også meget ildelugtene. Så mit umiddelbare indtryk af stedet, var ikkenødvendigvis det bedste, hvilket vi også diskuterede (Jannie har rejst 7måneder i Indien, og syntes vist jeg er lidt sart). Et sted der skulle give migdet næste uheldige udtryk var en bar, der lå på et oldgammelt fortbygningsværkmidt i byen, hvor slynglen krævede 60kr for to øl, tre vand og en limonade.Optrækkeri! Vi så dog vores første firben på turen der, hvilket var et plus.

Vi bestemt os for at finde noget at spise efter vores lille meningsudveksling,og eftersom vi ikke kunne finde det sted, som Lonely Planet gerne ville have,vi skulle spise, gik vi hen på det nærmeste sted, som kom med en meget storpositiv overraskelse. En udpræget muslimsk restaurant (vi fik ikke vores megetomtalte og drømte om glas kolde hvidvin) serverede 3 lækre retter for os, enslags kebab, en slags oksekødsgullash og mørt kalvekød. Vi fik limonade, friskpressetappelsinsaft og en eller anden dessertanordning Jannie kom til at bestille. Dessertenvar 2 bananasplits. Det var godt, ikke gourmetmad, men overraskende godt mad,der smagte af meget mere end det så ud til. Vi kom af med 100kr for heleanretningen. Opstemte var vi parate til at forlade resturanten, da en tyksydsjællansk stemme spurgte, om vi var danske. Stemmen kom fra en pige, der komfra regionen og så meget tyrkisk ud, men havde boet i Nakskov i 18 år, og varpå besøg hos familien sommeren over. Hun undrede sig over, hvad fanden vilavede der, (hun bandede ikke, men det var tydligt det, hun mente). Hun fikfortalte, at der var en stor koncert i byen i aften og gav os et par fif til atfå tiden til at gå i byen. Vi bevæger os til hjørnet af Serbien, hvor vi ikkehar set det, der minder om en turist og vi møder en dansk/serbisk pige førstedag, verden er forsvindende lille.

Da vi gik hjem var der liv i byen, mest af unge mennesker,der har gjort sig klar til fest. (Der er nok ca 50/50 muslimer og kristne her ibyen, vil jeg skyde på, og det er en spændende blanding, der bliver trukketfrem på gaden af den ratio). Vi gik forbi en bryllupsreception lige nede afgaden, og den tyrkiske fest, som også er en bryllupsfest i stueetagen, er kuntaget til, så mens de her ord bliver skrevet er der et lyd inferno udenfor. Musikher og der (alt sammen af mellemøstlige klange), minareten, der kalder til bøn,hunde der gør og liv i gaden. Spændende på en helt anden måde en Beograd.

Etiketter: 2012

Dag 2, rundrejse i vest Balkan

Så efter en nat med en lille pige, der var vågen adskilligegange, stod Kristian og Saya op tidligt og frejdigt ved syvtiden. Jeg som altidkunne slet ikke få øjne og kom først ud af sengen en times tid senere, da Sayastod, meget stille, men med insisterende øjne og nedstirrede mig indtil jegreagerede.

Vi var hurtigt ude af døren for at få så meget ud af dagensom muligt. Planen var at spise morgenmad ude og derefter spadsere rundt i byenpå må og få, samt at se Kalemegdan Citadel og evt zoologisk have mest for Sayasskyld.

Morgenmaden blev indtaget på en cafe og bestod af en skønsammenblanding af yoghurt med cornflakes, french toast med ost og nogettomatdyppelse samt en tomatsalat med mozarella til Saya. Vi fik desuden eniskaffe, som ikke blot bestod af kold kaffe, men også af mørk chokoladeis – ensmule heftigt fra morgenstunden godt nok, men den smagte nu dejligt. Vi gik framorgenmaden videre ud i varmen, for at opdage, at central Belgrade er en storbyligesom så mange andre. Midtbyen er utrolig ren og pæn og moderne med detsædvanlige udvalg af kædebutikker og fashionable tøjbutikker – ikke så meget atskrive hjem om der egentlig.

Efter morgenmaden gik vi på turistbureauet, for at få enprofessionel mening om vores planer om at tage til Novi Pazar i morgen, da denligger tæt ved grænsen indtil Kosovo og vi har læst os frem til at der kan væreproblemer ved grænsen mellem Serbien og Kosovo. Desuden ville vi gerne hørederes syn på generelt at tage til Kosovo, som er planen efter Novi Pazar. Somvi lidt havde ventet skulle der ingen problemer være med Novi Pazar, men tilgængæld fik vi vores første smag på hvordan fortiden stadig spøger her og der,i det han stærkt frarådede os til at tage til Kosovo da der jo, som han sagde,ikke er nogle serbiske soldater til at passe på os, lige så snart vi rejserover grænsen indtil Kosovo. Så vidt vi har kunnet læse os frem til skulle dernu ingen fare være og vi fortsætter med planerne om at rejse til Pristina efterNovi Pazar. Undertegnede glæder sig helt vildt til Kosovo og Albanien, men erogså blevet meget positivt overrasket over det vi har set af Serbien og isærdet serbiske folk allerede, som er utroligt imødekommende og venlige. Især Sayaer en klar isbryder i kontakten med dem og det at have hende i bærestolen, somdet virker til at de fleste serbere aldrig har set før, fremprovokerer mangeskæve smil og kommentarer.

Efter turistbureauet gik vi videre ud i byen og stødtetilfældigvis ind i et virkeligt fint marked, som havde den sædvanligeskrammelafdeling, men også en stor fin frugt og grøntafdeling, hvor vi fiktaget en del billeder, som jeg gerne vil lave smarte referencer til ligesomKristian har gjort det i sit afsnit, men jeg kan ikke finde dem blandt debilleder han har uploaded indtil videre..

Vi begav os herefter tilbage til lejligheden, da Saya varbegyndt at nikke med hovedet i bærestolen og det var tid til hendes middagslur.Da det var mig der puttede hende, syntes jeg, at jeg måtte statuere et godtmoderligt eksempel ved aktivt at demonstrere, hvordan en middagslur bør gøresog Saya og jeg hyggede os derfor i en time til halvanden ved at afprøve sengenog blæseren i soveværelset, mens Kristian.. ja.. Kristian vist lå på den andenseng og læste og helt sikkert nød lidt fred og ro.

Veludhvilet og veludsovet begav vi os ved totiden ud iverden igen og temperaturen var her steget en anelse – i hvert fald så meget,at eskimoen i Kristian i den grad kunne mærke det og havde det en anelse hårdt.Vi satte kursen mod frokost, en café med wifi og dagens første glas vin ogfandt efter lidt tids søgen alle tre dele. Planen var at se om vi kunne findeen lejlighed i Novi Pazar for i morgen på airbnb, men dette lykkedes ikke og vibruger min gode gamle metode med at tage det som det kommer og finde et stednår vi ankommer, selvom jeg har en lille anelse om at Kristiansplanlæggerhjerte, nok ville have været mere roligt, hvis vi havde fundet stedetpå forhånd. Som vi også blev enige om i dag, så er det tul tider forunderligt atvi ikke har flere konflikter end vi har, når man tænker på at det er Hr.organiseret, der møder Fru uorganiseret især når det gælder rejser.

Frokosten bød på Salat Nicois og en tun sandwich til Saya ogvar ikke sindsoprivende spændende, men vinen hjalp på det hele og vi følte osen anelse sunde, da vi forlod cafeen.

Vi begav herfra videre op til Kalemegdan Citadel, som vistnærmest kan beskrives som et fort, selvom det meste af det der var tilbage, varmurene. Området var anderledes end vi umiddelbart havde forestillet os oglignede nærmest en park med både bænke, afsvedne græsplæner og isboder. Det varet rart område og Saya nød at kunne rende rundt og brænde lidt krudt af. På ettidspunkt blev lunten dog lidt kort og Kristian foreslog på en dejlig pædagogiskmåde, om hun dog ikke skulle have en is, hvilket hun fik. Der var slet ingen,der efterfølgende har tænkt om det nu også er smart at købe sit barn til atopføre sig pænt på den måde!?

Hovedsagen er at det virkede og vi havde endnuengang en glad lille pige.. alstå vi kan jo alle sammen opleve at gåsukkerkolde engang imellem og det er jo også ferie osv.

Efter citadellet bevægede vi os ned mod byen igen og fandten lille hyggelig café, hvor dagens andet glas vin blev indtaget og en masse praktisketing blev ordnet, da det er lykkedes os at leje vores lejlighed ud fra den 21.Dette betød, at forskellige mennesker skulle kontaktes, for at få tingene tilat klappe og vi sad alle begravet i hver vores iPhone for en stund.. Saya medbarbapapa på sin.

Andet glas vin var lige så tilfredsstillende som det førsteog med en pris på ca 15kr pr glas, kan man jo ikke blive andet end glad.

Andet sidste stop på dagen, var aftensmad som vi fik på enrestaurant, der helt klart var gearet mod turister, men det var tæt på lejlighedenog serverede serbisk mad, som dog ikke var den helt vilde oplevelse. Kristianfik et grillspyd med svinekød og peber og løg samt hjemmelavede pomfritter, jegfik veal og roast potatoes og saya fik dagens 3 omgang tomatsalat, som hun nødi fulde drag. Prisen var igen under 200kr for os alle tre med vin og vi giktrods alt derfra proppede.

På turen hjem stoppede vi ind ved et supermarked for attoppe op på hyggeting til aftenen. Saya sad her i bærestolen på ryggen af migog var derfor svær at holde øje med, så før vi vidste af det, havde hun fåetfat i en tomat, som hun ivrigt gnaskede løs på. Det var med en anelse pinlighedat vi ved kassen måtte sige, at vi også gerne ville betale for den halvspistetomat i Sayas hånd. Kassedamen tog det dog med et smil og Saya spiste med iverog glæde sin tomat færdig og måtte en tur i bad, da vi nåede hjem. Gad vide omdet egentligt er muligt at overdosere på tomater – det kan det næsten ikkevære, da jeg ellers tror at det ville være sket for Saya på nuværendetidspunkt.

Dagen slutter hermed, hvor vi startede i lejligheden. Dethar været en dejlig dag, hvor vi har tilbagelagt mange kilometer til fods. Imorgen går turen til Novi Pazar, hvilket er en 5 timers bustur herfra. Vi er pånuværende tidspunkt ikke helt afklarede med, om vi laver et stop på vejen,eller om vi må bide tænderne sammen og tage hele turen med Saya i et hug. Underalle omstændigheder bliver det en lang tur, som starter 9.45 fra busstationenog forhåbentligt slutter i en by, der byder på masser af spændende ting og overraskelser.

Etiketter: 2012

Rejse i de baltiske lande 2012 – Jannie, Saya og Kristian

Mandag d. 16 Juli 2012

EDIT - her er billederne fra Mandag - vi retter til når vi kommer hjem og har tid.
https://plus.google.com/photos/115666509631181062373/albums?banner=pwa&gpsrc=pwrd1#photos/115666509631181062373/albums/5767338008315779585

Efter et par måneders tålmodig venten er dagen endeligt oprundet, hvor vores rejse til de baltiske lande tager fart. Min (Kristian) mor har overnattet et par nætter med os på Nørrebro, hun har hjulpet til med at passe Saya plus diverse rundt i huset inden vi skulle afsted.

Jeg vågnede tidligt og drak min kaffe som altid. Og som altid, fik jeg lov til at nyde den alene i stilhed, og i dag vidste jeg, det var i sandheden før stormen, da der var meget der skulle ske før, jeg kunne sidde hvor jeg sidder nu. Inden klokken blev 11, hvor vi tog af sted, fik vi ordnet en masse (kedelige) praktiske ting. For første gang som kærester og ægtefælder oplever vi, som Jannie så rigtigt pointerede, ikke at skulle jage af sted for at nå alt.

Vi var i god tid til at tjekke ind. Selvom det virkede til, at en stor del af Danmark havde bestemt sig for at bruge i dag til at tage på deres ferie fra Kastrup. Vi var ved boarding i god tid og vi fik lov til at sidde ved siden af hinanden, mest på grund af en venlig Serber der lugtede lidt af smøger. Han fortalte os for øvrigt at leveomkostningerne er steget med 18 procent de sidste par år, mens lønningerne ikke har fulgt efter. Da vi landede fortalt han os også, at vi ikke skulle hæve penge i bankerne, men gå til vekselerne på gaderne - vi trodsede ham dog lige bagefter havde fortalt det og hævede en masse kontanter fra en hæveautomat.

Inden vi lettede begyndte det at regne i København, og vi frydede os over at være på vej. Flyningen tog to timer og det eneste interessante at fortælle om den tur var, at Sayas film endeligt knækkede ca. 20 min inde i turen, hvor det tog 10 min for at få hende til at sove, og at der var en rigtig strid stewardesse, som vi begge blev enige om, var hårdt ramt af PMS, da vi tog af flyet. Nedenfor en lille kavalkade af iPhone billeder fra samme tur.

Da vi landede gik det faktisk ret smertefrit med at komme igennem paskontrol til at hente bagage til at vi sad i en taxi på vej mod Beograd. Vi blev naturligvis snydt af taxichaufføren - vi havde fået at vide af vores udlejer at, der er en fast takst på 1500 Dinar for at køre fra lufthavnen til hvor som helst i Beograd. Vi endte med at betale ca 600 mere. Men jeg tænkte – herregud, det er 40 kr, og fyren var venlig og gammel.

Vi tjekkede ind i en lejlighed vi har lejet igennem Airbnb.com, hos en meget venlig dame, der forelskede sig i Saya med det samme. Kærligheden var ikke gengældt, hvilket kom til udtryk i en lille scene, hvor Saya fældede en tåre, da hun blev hapset ud af Jannies arme og båret op af trappen til lejligheden uden varsel). For prisen er lejligheden fin, 500 kr for 2 overnatninger lige i centrum af Beograd, men vi savner dog aircondition, wifi og at ruderne er lidt mere lydisolerede, da vi bor ved en rimeligt befærdet vej. Nedenfor, billeder af check ind, hvor Saya og jeg danser os ind i huset.

Efter at have brugt en halv times tid i lejligheden bevægede vi os ud. Vores taxitur igennem byen havde ført os forbi en del streetart, som overraskede mig. Jeg har både været i Prag og i Polen (to gange sidste år, en gang med Jannie og Saya og en gang med Oleg og Morten) inden for de sidste par år, og en af de ting der overraskede mig begge steder var fraværet af graffiti og streetart. Hvis sandheden skal frem, så så vi nogle ret fine murmalerier i Krakow, men som jeg husker det, var det snarere undtagelsen end reglen. Nedenfor er et eksempel på et af dem, vi fandt mens vi var ude på vores lille tur. Ud over Streetarten, så virker det til at Serberne gerne vil blande deres æstetiske sans med deres nydelsessans, på billede to kan der ses en restaurant, vi gik forbi, desværre gør billedet det ingen ære - det så rigtigt fint ud derinde. Vi endte dog ikke derinde og spise i dag, men mere om det nedenfor

Et andet væsentligt element ved vores tur er den nyindkøbte bærestol til Saya, som kan ses på billederne her . Det har været et rigtigt godt køb, virker det til indtil nu. Hun elsker at sidde i den stol, og det er en hel del nemmere at transportere hende i den, fremfor i klapvognen (sandt at sige, er det nu mest Jannie, der har gået med den. Hvis jeg går med den, skal jeg spænde den ved maven, og så går jeg og ser fed ud, fordi flæsket hænger ud foroven og forneden, og det er jeg sgu alligevel forfængelig til at gøre). VI tænker lidt, at hun elsker at være i den stol så meget, fordi at hun kommer op i øjenhøjde med os, og at verden er et meget større sted med den.

Billederne nedenfor er stemningbilleder fra vores lille gåtur først dag i Beograd (billed 15-18 i Canon mappen)

Efter at have gået rundt i noget tid, hvor vi så en masse, (rigtig mange) cafeer/beværtninger, der strækkede sig ud på gader og stræder med deres stole og sofaer, og så mægtigt hyggelige ud, bestemte vi os for, at sætte os ved en af dem. Saya fik et glas vand med isterninger, som ivrigt blev fisket op og knugget og far og mor fik et glas vin hver. En lokal Serbisk vin, der smagte lidt som en Muscat, dog ikke med bobler, og ikke så sød som sin italienske fætter. Endnu engang bliver vi mødt med Serbernes imødekommenhed, der var en flik dame, der hjalp mig med at bestille drikkevarerne, hun arbejdede ikke i butikken, men kendte dem, der gjorde. Derudover satte der sig en ældre herre bag os, der frydede sig højlydt over Sayas leg/narrestreger. Vi håber, at billederne nedenfor fanger hvor hyggeligt, der er her, og hvor godt humør den lille ballademager er i (hun har også mor og far for sig selv hele tiden) (Billed 19-26 i Canon mappen).

Efter vi at vi havde været på vincafeen – bestemte vi os for, at finde noget mad. Kollektivt fandt vi frem til, at både Lonely Planet og Google Local syntes at en resturant, der lå ret tæt på var et besøg værd. Den hed ”Little Bay”. Lonely Planet mente, at man kunne blive udsat for både glimrende mad og opera sang. Vi kiggede indenfor, men desværre var det for varmt. Indretningen mindende ellers om, at nogen havde kigget på det kongelige teater og bestemt sig for at tage alle logerne og blande det med mad, med dertilhørende lysekroner og andet gøjl og ballade.

Endnu engang blev vi udsat for Serbernes imødekommenhed og venlighed. Vi fik den sødeste tjener, en ung fyr der fremstammede, at hans engelsk ikke var så godt, hvortil vi svarede, at han ikke skulle bekymre sig - vores Serbisk er værre. Da vi fortalte, at vi gerne vil lære lidt af det lokale sprog, blødte han godt og grundigt op. Han lærte os en del ord, desværre hænger [Hvala](tak) mest fast (mest fordi det minder om Walla- min fætter). For hvad viste sig at være omkring 180 kr, fik vi et gigantiske måltid. Ligesom de andre steder vi har besøgt i ”nærheden” (Polen, Tjekkiet, Belgien og Østrig) er det et tema, der ikke ligger alt for fjernt fra os, kød og kartoffel er ligesom grundelementerne. Vi kan dog godt mærke, at vi er kommet længere sydpå end vi har været før. I vores ret, der var den store ret for to personer, var der ingen svin på menuen, og i Sayas tomat salat var der både oliven og avocado med. Ud over det, var det mægtigt lækkert og meget bastant mad. Vi fik noget lokalt vin, en Chardonnay der smagte fint, men ikke skilte sig voldsomt meget ud, udover at en lille flaske, der indeholdte lige godt to glas kostede 13 kr. Den første madoplevelse hernede var rigtig fin.(Billederne 27-36)

Billederne 37-49 var vores gåtur hjem fra resturanten. Intet at melde der, ud over at Jannie slog foden og bandede som et helt skibsfuld russiske matroser (billed 42) – og at man åbenbart er nødt til at – i pictogramform, at gøre opmærksom på, at man ikke må have hunde, mad, pistoler, is og cigaretter med i banker hernede.

BackPacking With Children

Sider

2012 - Balkan rejser